mail@stormadvokatfirma.dk | 72 30 12 05 | Vi har åbent man-tors 8-16, fre 8-15

Tilbagebetaling til patienter - Patienterstatning

Fortæl om utilsigtede hændelser – husk at søge om erstatning

Styrelsen for Patientsikkerhed opfordrer i øjeblikket patienter til at indrapportere utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet. Hvis man som patient eller pårørende har haft en dårlig oplevelse, kan man altså indberette det. Det kan forhåbentlig være med til at forhindre, at det samme sker for andre patienter.

”Har du oplevet noget i sundhedsvæsnet, der ikke burde være sket? Kunne det haft betydning for den behandling, som du eller en pårørende fik? Så kan du hjælpe med at sørge for, at det ikke sker for andre patienter. Det kan du gøre ved at indrapportere en utilsigtet hændelse. En utilsigtet hændelse bliver brugt af sundhedsvæsnet til at lære, hvordan man undgår, at det samme sker igen.”

Sådan skriver Patienterstatningen på sin hjemmeside om den kampagne, som Styrelsen for Patientsikkerhed kører for tiden. Kampagnen opfordrer danske patienter til at indrapportere utilsigtede hændelser. Det kan du læse mere om her

Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke tager stilling til et evt. erstatningskrav, når man indberetter en utilsigtet hændelse.

Hvis du som patient har været udsat for en skade, som du gerne vil søge om erstatning for, skal du altså også anmelde skaden til Patienterstatningen.

Det er muligt at få erstatning i fire tilfælde i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenets § 20:

– Hvis behandlingen ikke har været i overensstemmelse med erfaren specialiststandard,
– Hvis der er sket fejl eller i svigt af de anvendte redskaber,
– Hvis skaden kunne have været undgået, såfremt man havde benyttet en anden behandlingsteknik, som var til rådighed på skadestidspunktet, eller
– Hvis der er opstået komplikationer, som går ud over, hvad man med rimelighed bør tåle.

Er du i tvivl om, hvorvidt du bør søge erstatning for den behandling, som du har fået, er du altid velkommen til at kontakte os på telefon 72 30 12 05. Vi tilbyder en gratis og uforpligtende vurdering af din sag.