mail@stormadvokatfirma.dk | 72 30 12 05 | Vi har åbent man-tors 8-16, fre 8-15

Storm flytter i Fronthuset

Storm flytter i Fronthuset

Vi ser med stor glæde og forventning frem til at indtage vores nye domicil, når det fremtrædende og markante byggeri ”Fronthuset” står færdigt i 2016.

Fronthuset bliver et 7.000 kvadratmeter stort erhvervsbyggeri i syv etager på den såkaldte ”Eternitgrund” i Aalborg, hvor Dansk Eternit (i dag Cembrit) tidligere havde produktion og lager.

Eternitgrunden er Aalborgs største byudviklingsområde, og bygningen opføres af entreprenørvirksomheden Søren Enggaard A/S.

Bygningen er tegnet af KPF Arkitekter og får en meget synlig placering ved Aalborgs måske største trafikale knudepunkt, nemlig på den attraktive beliggenhed på hjørnet af Østre Allé og Sønderbro.

De øverste etager bliver hjem for Storm Advokatfirma, og vi glæder os meget til at rykke ind i den spændende erhvervsbygning sammen med de øvrige lejere:

– Med Fronthuset får vi en god mulighed for at samle vores aktiviteter på én af Aalborgs mest fremtrædende adresser. Vi har en klar strategi inden for vores fem specialeområder og glæder os til at fortsætte vores momentum i de nye lokaler, siger administrerende partner og advokat i Storm Advokatfirma, Rune Hyllested, og fortsætter: – Vi vil desuden være en af branchens foretrukne arbejdspladser. Det giver tilfredse medarbejdere, der igen resulterer i tilfredse kunder, og med de nye lokaler kan vi indrette os præcist, som vi gerne vil, til fordel for både medarbejdere og kunder.

Fronthuset bliver på syv etager samt kælder. Sidstnævnte bliver hjemsted for en avanceret grundvandsteknik, der sikrer en CO2-neutral køling af hele huset. Første spadestik skal efter planen tages i marts 2015, og Fronthuset forventes at være indflytningsklar 1. juli 2016.