
Når et selskab beslutter sig for, at selskabet skal opløses og afvikles, kan det enten ske ved en proces, der kaldes frivillig likvidation eller ved brug af en betalingserklæring. Efter betaling af selskabets gæld, udbetales overskuddet i selskabet til dets ejere. Selskabet ophører samtidigt med at eksistere.
Opløsning af et selskab kan også ske ved tvang via enten konkurs eller tvangsopløsning.
Hvis et selskab er solvent, kan selskabet på sin generalforsamling beslutte at træde i likvidation. De almindelige lovregler om frivillig likvidation er tilpasset aktieselskaber (A/S) og anpartsselskaber (ApS), dvs. kapitalselskaber omfattet af selskabsloven. I et kapitalselskab hæfter selskabets ejere ikke personligt for selskabets gæld, og selskabets ejere hæfter alene med deres indskud i selskabet.
Der findes også regler om solvent likvidation af andre virksomhedstyper end kapitalselskaber, hvor selskabslovens regler anvendes med de fornødne tilpasninger, men i praksis er langt størstedelen af likvidationer vedrørende kapitalselskaber.
Læs også: Sådan forløber en frivillig likvidation
Foruden frivillig likvidation kan et selskab også beslutte at lukke ved brug af en betalingserklæring. Processen er hurtigere og enklere end en frivillig likvidation, men for selskabets ejere har brugen af en betalingserklæring den væsentlige ulempe, at selskabets ejere efter ophøret hæfter personligt for at selskabet har betalt al sin gæld.
En opløsning af et selskab ved frivillig likvidation eller ved brug af en betalingserklæring er forbundet med omkostninger til advokat og revisor. Selskabet skal altså både kunne betale alt sin gæld, samt afholde omkostninger til den nødvendige bistand fra advokat og revisor.
Hvis selskabet ikke har tilstrækkelige midler til at betale alt sin gæld, kan selskabet alene træffe beslutning om opløsning ved at indgive en konkursbegæring.
Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.