Efter en meget lang periode med regn i historiske mængder, er det endelig blevet muligt at få såsæden i jorden. Á pro pos jord, så vil jeg i denne klumme vende et tilbagevendende spørgsmål og komme med mit bud på et svar. Skal du købe mere jord eller forpagte?
Denne klumme er oprindeligt udgivet i Effektivt Landbrug den 21. maj 2024
Det er nemlig et klassisk spørgsmål, der melder sig, hvis man som landbruger får mulighed for at erhverve dyrkningsret på yderligere arealer.
Mens det i f.eks. Frankrig er normalen at have landbrug på forpagtede arealer, er dansk landbrug historisk båret af ønsket om et selveje.
Fordelene ved at købe er da også, at man effektivt sikrer sig en vedvarende rådighedsret og samtidigt, afhængigt af finansieringsevnen, har en ydelse, der ikke direkte påvirkes af prisudviklingen på landbrugsjorder.
Samtidigt giver et ejerskab også en forbedret kreditvurdering, idet der er flere aktiver, der kan stilles til sikkerhed for finansieringen, ligesom det kan være en forudsætning ud far både driftsøkonomiske og miljømæssige hensyn at landbrugeren har et ejerskab til den nødvendige jord.
Som ejer er man dermed også med i en prismæssig strukturudvikling, idet jordpriserne, alt andet lige, over tid vil være stigende på grund af, at landbrugsarealer har et omfang, der er faldende og dermed vil prisen stige.
Ulempen ved at købe er, at der skal ske en uforholdsmæssig pengebinding i et produktionsapparat. Dermed stilles der også betydelige finansieringskrav.
Man skal også holde sig for øje, at det er en omkostningstung proces at gennemføre overdragelser af ejendomsretten.
Forpagtning er kendetegnet ved at være en tidsmæssig afgrænset rådighedsret, hvor forpagteren har den driftsmæssige indtjeningsevne mod at betale en forpagtningsafgift til ejeren af arealet.
Afgiften kan være både fast for en periode eller variabel ud fra indeksering, kapitelstakster eller kombinationer heraf.
Hvis der kan laves længerevarende forpagtningsforhold, vil dette kunne betyde, at de forpagtede arealer både miljømæssigt og driftsøkonomisk bør have samme effekt for landbrugerne som et klassisk ejerskab.
Tilbage bliver så en afvejning af, om en årlig forpagtningsafgift, uden mulighed for at høste en konjunkturgevinst for en prisstigning på jord, kan måle sig med at foretage en betydelig pengebinding for lånte penge.
Min påstand er, at det i hvert fald skal gennemregnes og at forpagtningsforhold faktisk kan være et relevant og godt alternativ til et ejerskab, hvis der indgås længerevarende aftaler. Altså aftaler, der sikrer at landbrugeren kan udnytte andre investeringer i nybyggeri eller jordforbedringer.
Landbrugsarealer vil, ud fra den forudsætning, dermed ikke blive handlet så ofte, men snarere forblive i jordejerens familie som et investeringsobjekt med et forventeligt afkast i form af forpagtningsafgiften.
Hvis der sker ejerskifter af landbrugsarealer, vil der komme nye køberprofiler til i form af flere store investorer uden et lånebehov, idet de er selvfinansierende.
En del af primærlandbrugets gældsudfordringer vil kunne reduceres, idet der ikke er behov for større pengebindinger for nyetablerede.
Det er da en overvejelse værd, mens vi venter på, at afgrøderne vokser sig store og, forhåbentligt, udbytterige.
Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.
