
Byggeri på lejet jord? Sådan undgår du juridiske faldgruber
8. september 2025
2 minutters læsetid
Emner

Det bliver stadig mere almindeligt, at landmænd opfører driftsbygninger på lejet jord. Det kan være en smart løsning – for eksempel hvis du vil udvide uden at købe jord, eller hvis du vil teste et nyt produktionsanlæg uden langsigtet binding. Men det kræver en gennemtænkt kontrakt.
Den klumme er oprindeligt udgivet i Effektivt Landbrug den 24. august 2025
Når du opfører byggeri på lejet jord, skal der være fuldstændig klarhed over, hvem der ejer bygningen – både nu og når lejeaftalen udløber. Mange glemmer, at bygninger på lejet grund kan være selvstændige ejendomme i juridisk forstand. Det betyder, at ejerskabet og rettighederne skal fremgå tydeligt af lejekontrakten. Ellers risikerer du at miste kontrol over din investering.
Har du investeret i en ny lade, et maskinhus eller andre driftsbygninger, er det afgørende, at opsigelsesvilkårene giver dig sikkerhed. En kort opsigelsesfrist kan koste dig dyrt. Derfor bør lejeaftalen sikre en rimelig bindingsperiode – og gerne med kompensation, hvis udlejeren opsiger for tidligt.
Finansiering af byggeri på lejet jord er ikke altid ligetil. Banker og kreditinstitutter ser en øget risiko, og det kan betyde krav om ekstra sikkerhed. Hvis bygningen ikke kan sælges frit uden udlejerens godkendelse, kan det påvirke både lånemuligheder og likviditet. Sørg derfor for at tænke finansiering og kontraktforhold sammen fra start.
En ofte overset detalje er tinglysning af bygningen som en selvstændig enhed i tingbogen. Det er især vigtigt, hvis du senere vil overføre virksomheden til et selskab. Uden korrekt tinglysning kan det være svært at dokumentere, hvad der faktisk overgår – og det kan skabe problemer i generationsskifter og ved salg.
Byggeri på lejet grund kan være en fleksibel og fornuftig løsning, men det kræver en skarp juridisk aftale. Min klare anbefaling: Få sparring fra en erfaren advokat med speciale i landbrugsret, før du skriver under.
Har du planer om at bygge på lejet grund? Så lad os tage en uforpligtende snak, før du går i gang.
Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.