
Planlæg din skat i tide – og undgå dyre fejl
5. december 2025
2 minutters læsetid


Når året lakker mod enden, er det tid til at få styr på din økonomi. Især din skat. For der er flere forhold, du som landmand bør have overblik over, inden vi rammer 31. december.
Denne klumme er oprindeligt udgivet i Effektivt Landbrug den 21. november 2021
Hvis du har indgået aftale om salg af fast ejendom i 2025, bliver skattekravet juridisk stiftet 31. december 2025, og fra den dato løber renterne. Ved at lave en frivillig indbetaling kan du undgå disse renter.
Har du i stedet solgt i 2024, kan du overveje at genanbringe skatten i en anden erhvervsejendom, hvis købet sker senest 31. december 2025.
Hvis du forventer overskud i 2025, kan det være en god idé at sætte penge ind på en pensionsordning for selvstændige. Det kan være mere fordelagtigt end blot at lade pengene stå som opsparet overskud i virksomhedsskatteordningen. Din skatterådgiver kan hjælpe med at regne på forskellen.
De nye ejendomsvurderinger ændrer spillereglerne. Det kan blive markant dyrere at overdrage landbrug til næste generation. Overvejer du generationsskifte, bør du handle nu. Det kan være sidste udkald, hvis du vil kende skattegrundlaget på forhånd.
Du kan give skattefrie gaver til dine børn hvert år. Mange vælger at gøre det omkring årsskiftet. Gaven kan eksempelvis gives via et gavebrev, hvor du bestemmer, at gaven skal være særeje.
Har du givet lån til dine børn? Så kan du give en gave, som de bagefter bruger til at nedbringe gælden med. Det kan være en god måde at regulere familiegæld på.
Fra 2026 hæves topskattegrænsen, men samtidig indføres en ny "top-top-skat". Det kan få stor betydning for din økonomi, især hvis du har stor personlig indkomst. Tal med din rådgiver allerede nu om, hvordan du tilpasser din indkomststrategi i lyset af de kommende regler.
Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.

