Mange bodelinger løses ved frivillige aftaler mellem ægtefællerne, eventuelt med hjælp fra hver sin advokat.
Ægtefæller har aftalefrihed i forbindelse med en bodeling. I kan derfor selv bestemme, hvordan jeres ejendele og formue skal fordeles imellem jer, såfremt I er enige om det. Det er dog vigtigt at kende reglerne, så du sikrer dig en fair løsning i forbindelse med bodelingen.
Bodelingen i forbindelse med en skilsmisse omfatter både en opgørelse og lige deling af den samlede værdi af formuen, såfremt I har fælleseje samt en fordeling af de enkelte aktiver, f.eks. hvem af jer skal overtage jeres hus eller bil?
Når der skal foretages en bodeling er det vigtigt, at du ved, hvilke aktiver og passiver der skal indgå i delingen og hvordan der laves en korrekt opgørelse over formuen.
På baggrund af opgørelsen vil I have et overblik over, hvor stor en værdi I hver især skal modtage af formuen. Den værdi I hver især skal modtage af formuen kan enten udtages i form af værdi af aktiver f.eks. en ejendom, kontantbeløb eller eventuelt betaling fra den anden ægtefælle.
Du kan læse mere om bodeling her
I forbindelse med bodelingen skal I tage stilling til, hvem der skal beholde de enkelte aktiver, dvs.
f.eks. en ejendom eller en bil.
De aktiver I hver især ønsker at beholde skal værdiansættes og værdien indgår i opgørelsen af formuen, således at der sker en lige deling af jeres værdier. Aktiverne værdiansættes til markedsværdien – dvs. den værdi der kan opnås ved salg til tredjemand.
Hvis I begge ønsker, at overtage det samme aktiv, er udgangspunktet, at aktivet udtages af den ægtefælle der ejer aktivet. Der er dog for visse aktiver tilfælde, hvor den ægtefælle der ikke ejer aktivet kan have ret til at beholde aktivet. Dette gælder bl.a. familiens helårsbolig eller sommerhus, transportmidler og en erhvervsvirksomhed. Det afgørende er om aktivet for den ægtefælle har den væsentligste betydning for opretholdelsen af hjemmet, fortsættelse af erhverv eller i øvrigt.
Ejes et aktiv i sameje – dvs. står I f.eks. begge på skødet af jeres fælles bolig – da er det afgørende også, for hvem af jer aktivet har den væsentligste betydning for f.eks. opretholdelsen af hjemmet.
I kan dog hver især – uden det indgår i den økonomiske deling – udtage personlige genstande, som udelukkende tjener til jeres personlige brug. Det gælder dog kun, hvis værdien af de personlige genstande ikke står i misforhold til jeres økonomiske forhold – dvs. formuens størrelse i øvrigt. Personlige genstande kan f.eks. være tøj og smykker.
Hvis hverken du eller din ægtefælle vil beholde et aktiv, da skal det sælges, og værdien indgår i den økonomiske deling imellem jer.
Når der er enighed om bodelingen, dvs. både den økonomiske opgørelse af den samlede formue og fordelingen af de enkelte aktiver, da bør der udarbejdes en skriftlig aftale herom. Aftalen kaldes en bodelingsoverenskomst.
Du bør rådføre dig med en specialiseret advokat i forbindelse med indgåelse af bodelingsaftalen.
Skal en ejendom overtages af én af jer skal der endvidere tinglyses skøde på baggrund af jeres aftale, såfremt ægtefællen ikke i forvejen er ene ejer af ejendommen.
Såfremt det ikke er muligt at nå til enighed om bodelingen, herunder med rådgivning fra hver jeres advokat, da skal sagen løses i Skifteretten ved et offentligt skifte.
Skifteretten kan udpege en ”bobehandler” dvs. en advokat, hvis opgave er, at få fordelt aktiverne mellem ægtefællerne eller solgt aktiverne, samt udarbejde en samlet opgørelse af formuen.
Hvis der er enkelte spørgsmål I ikke kan blive enige om, f.eks. spørgsmålet om, hvem der har ret til at beholde familiens bolig, da kan det være nødvendigt, at få det afgjort ved en retssag.
Vi kan hjælpe dig med, at skabe et overblik over bodelingen, fordelingen af jeres aktiver og opgørelsen af jeres formue tidligt i processen, så du er godt forberedt igennem forløbet.
Derudover hjælper vi med forhandlinger med din ægtefælle eller din ægtefælles advokat med henblik på, at indgå en aftale om bodelingen i enighed.
Såfremt det ikke er muligt for jer, at opnå enighed, kan vi bistå dig i Skifteretten eller under en eventuel retssag i forbindelse med bodelingen.
Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.