Hvad bør en optionsaftale indeholde?

En optionsaftale skal altid tilpasses parternes konkrete forhold og det underliggende aktiv. Der er dog nogle forhold, som sædvanligvis bør overvejes for de fleste typer optioner.

Sædvanlige hovedpunkter i en optionsaftale

• Optionstypen: Er optionen en ret til at købe, eller en ret til at sælge?
• Den berettigede part: Hvilken part er berettiget til at udløse optionen?
• Aktiver: Optionen må naturligvis beskrive det underliggende aktiv, således aktivet præcist kan identificeres.
• Udnyttelseskurs: Den pris, som det underliggende aktiv købes eller sælges for.
  • Såfremt optionen løber i en længere periode, og startkursen er et fast beløb, kan det undertiden være relevant at tage stilling til evt. prisregulering.
  • Såfremt optionen angiver en ”markedspris på udnyttelsestidspunktet” eller lign., bør man overveje at beskrive de principper og metoder, som skal anvendes ved beregningen, samt hvorledes der forholdes i tilfælde af uenighed om beregningen.
• Udnyttelsesperiode: Den tidsramme, inden for hvilken optionen kan udnyttes.
• Vederlag: Hvis den ene part betaler et ”gebyr” til den anden part, som betaling for selve retten til at udnytte optionen (modsat betaling for det aktiv, som optionen vedrører), kaldes dette optionsvederlaget eller optionspræmien. Optionsaftalen bør angive, om der betales optionsvederlag eller ej, herunder størrelsen af det eventuelle beløb.
• Overdragelse: Metoden for overdragelse efter at optionen er udnyttet bør beskrives.
• Betingelser: Såfremt udnyttelse af optionsaftalen kræver opfyldelse af bestemte betingelser, bør disses beskrives nøje og præcist i aftalen.

Såfremt der udarbejdes en optionsaftale omfattet af særlig lovgivning, bør aftalen ligeledes afstemmes med gældende regler.

Læs også: Hvad er en optionsaftale?

Omfattende særregler

I nogle tilfælde er særreglerne så omfattende, at optionsaftalen overgår til at være et juridisk specialområde. Dette gælder eksempelvis for etablering af medarbejderordninger med kapitaloptioner (warrantprogrammer) som er tungt reguleret af blandt andet selskabsretten, ansættelsesretten, og skatteretten.

Det ses undertiden at parterne ønsker en aftale, hvor køber kan kræve at købe, og sælger kan kræve at sælge, på et senere angivet tidspunkt. Ønsker man at indgå en sådan aftale om både pligt og ret til at gennemføre salg af et aktiv på et senere tidspunkt, skal der udvises særlig stor forsigtighed. Sådanne aftaler grænser til betingede købsaftaler – en helt anden type aftale – ligesom der kan være uforudsete skattemæssige konsekvenser. Forholdet vil altid afhænge af de konkrete forhold i hver enkelt sag, og den konkrete formulering af de præcise aftalevilkår. Denne type aftaler bør derfor kun indgås efter nøje vejledning fra en rådgiver med den relevante faglige ekspertise.