
Advokat Rune Hyllested peger i en nyhed hos Idrætsmonitor på en grundlæggende juridisk uklarhed, når discgolfklubber havner i problemer med fredskovsreglerne – til trods for kommunal opbakning.
»I skovloven er der et forbud mod bygninger og anlæg for at beskytte skoven, men ordet ’anlæg’ kan tolkes rimelig bredt,« siger Rune Hyllested til Idrætsmonitor og henviser til, at selv midlertidige glampingtelte under coronanedlukningerne blev vurderet som anlæg under loven.
Ifølge Rune Hyllested opstår den største forvirring, når klubberne får grønt lys fra kommunen, men ikke har sikret sig tilladelse fra den rette myndighed:
»Man mangler stadig tilladelse hos myndigheden, som administrerer skovloven, og det er her, der kan opstå problemer. Det er Miljøstyrelsen (nu SGAV, red.), der afgør, hvad man må etablere i skoven. Kommunen har ikke den bemyndigelse«, siger han til mediet.
Han forklarer, at skovloven i sin kerne er en såkaldt forbudslov, der begrænser mulighederne for, hvad man kan i skoven, medmindre der gives dispensation – og at det netop er den model, der gør det svært at gennemskue reglerne.
For discgolfbaner i bynære områder er der dog håb. Her er der typisk mere lempelige dispensationsregler:
»I bynære skove kan man søge om dispensation til at anlægge eksempelvis meget små områder med fliser. Hvis dette bliver afvist af styrelsen, kan man se nærmere på mulighederne for at bruge naturlige materialer i stedet for eksempelvis kunstgræs, fliser og metal,« siger Rune Hyllested.
Han understreger, at hensynet til skoven fortsat er centralt – men at lovgivningen flere gange er justeret, så der er mulighed for, at der i højere grad tages hensyn til nutidens behov:
»Loven har til formål at bevare og værne om de danske skove,« siger han – men tilføjer, at det ikke nødvendigvis udelukker menneskelig aktivitet, så længe indgrebet er begrænset og reversibelt.”
Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.