Mange virksomhedsejere har et ønske om at genstarte virksomheden efter en konkurs. Her skal man dog være opmærksom på en række forhold, som har betydning i forbindelse med en ny start af virksomheden.
En konkursramt virksomhed kan ikke genstartes, da formålet med konkursbehandling netop er opløsning af virksomheden. Derfor vil konkursbehandlingen som absolut hovedregel ende med at den konkursramte juridiske enhed (CVR-nummeret) ophører med at eksistere.
Såfremt det ønskes at fortsætte den konkursramte virksomheds aktiviteter, kan dette dog ske ved at en anden part, typisk et andet selskab – enten et bestående eller nystiftet til formålet – køber nogle nærmere bestemte aktiver og aktiviteter ud af det konkursramte selskab, for derved at videreføre virksomheden i et nyt CVR-nummer.
Køber man aktiver og aktiviteter ud af en konkursramt virksomhed, skal man dog være opmærksom på reglerne om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, der sætter rammerne for hvornår et opkøb af aktiviteter vil anses for en virksomhedsoverdragelse og hvad konsekvenserne er ved det.
Startes der en ny virksomhed med den samme identitet, de samme ansatte og de samme aktiver som den konkursramte virksomhed, vil der ifølge virksomhedsoverdragelsesloven som udgangspunkt være sket en virksomhedsoverdragelse. I sådanne tilfælde vil man som køber af den konkursramte virksomhed påtage sig udvidede forpligtelser over for de ansatte. Derfor er det relevant at man som køber af en konkursramt virksomhed fra starten af afgør i hvilket omfang den konkursramte virksomheds aktiviteter videreføres.
Virksomhedens goodwill, herunder navn og brand vil indgå som et aktiv i konkursboet. Derfor vil en videre anvendelse af samme virksomhedsnavn eller brand, der ikke er købt af konkursboet sandsynligvis udgøre en krænkelse af konkursboets immaterielle rettigheder. Dog forekommer der undtagelser i retspraksis for moder- og søskendeselskaber, der har anvendt samme navne forinden konkursens indtræden.
Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.