
Konkurs: Udvidet adgang til omstødelse ved gaver mellem ægtefæller
7. september 2026
2 minutters læsetid


I januar 2018 trådte Lov om ægtefællers økonomiske forhold trådte i kraft og erstattede den tidligere lov om ægteskabets retsvirkninger.
Denne ændring skulle sammen med konkursloens § 64 stk. 4 forhindre ægtefællers mulighed for at overføre formueaktiver ved ægtepagt i perioden tidligere end 2 år før den enes konkurs, og derved unddrage kreditorerne aktiver.
Ægtefæller kan fortsat give hinanden gaver og lave ægtepagt, men gaveoverførslen er ikke nødvendigvis sikret i forbindelse med den givende ægtefælles konkurs.
Konkurslovens § 64, stk. 4, giver mulighed for at omstøde gaver til nærtstående, herunder ægtefæller, når gaven står i åbenbart misforhold til skyldnerens økonomiske forhold. Der gælder ingen fast tidsmæssig grænse i forhold til fristdagen.
Reglen er især relevant ved overdragelse af eksempelvis fast ejendom, værdipapirer, biler eller andre aktiver af betydelig værdi. Det afgørende er en samlet vurdering af gavens værdi, skyldnerens formue og parternes sædvanlige gaveniveau.
Modtagerægtefællen kan dog undgå omstødelse, hvis denne kan godtgøre, at giverægtefællen hverken var eller blev insolvent ved overdragelsen og utvivlsomt havde tilstrækkelige aktiver til at dække samtlige forpligtelser. I denne vurdering indgår både en vurdering af betalingsdygtigheden og af, om aktiverne overstiger passiverne.
Reglen omfatter ikke kun formelle gaver. Betaler skyldneren løbende større beløb til eller for ægtefællen end hvad der er rimeligt efter familiens behov og økonomi, kan betalingerne også skulle behandles som omstødelige gaver. Eksempelvis kan dette være betaling af terminsydelser eller andre udgifter vedrørende en ejendom, som ejes af ægtefællen.
Almindelige bidrag til familiens forsørgelse og lejlighedsgaver, der ikke står i misforhold til skyldnerens økonomi, kan gives uden at disse kan omstødes.
Kontakt afdelingen for insolvens allerede i dag på telefon 72 30 12 05, hvis du har brug for rådgivning eller bistand i forbindelse med omstødelsessager eller andre konkursretlige problemstillinger.
Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.

