Når en virksomhed går konkurs, er det helt naturligt, at ledelsen tænker på hvordan konkursen påvirker medarbejderne.
Når en virksomhed tages under konkursbehandling, overtager kurator ledelsen af virksomheden og skal inden 14 dage tage stilling til om boet ønsker at indtræde i ansættelsesforholdet med de ansatte eller ej.
Indtræder konkursboet ikke i ansættelsesforholdet, betyder det automatisk at de ansatte bliver opsagt. Kravet på løn, feriepenge m.v. kan så anmeldes overfor Lønmodtagernes Garantifond, som vil udbetale den manglende løn for tiden før konkursen, samt opsigelsesvarslet, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
Indtræder konkursboet i ansættelsesforholdet, vil løn m.v. for tiden før konkursens indtræden ligeledes skulle anmeldes overfor Lønmodtagernes Garantifond, som vil udbetale den udestående løn for tiden før konkursen, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Vedrørende løn for tiden efter konkursens indtræden, vil denne skulle afholdes af konkursboet eller den køber af virksomheden som konkursboet overdrager aktiviteterne til.
Kurator skal, som led i dennes opgave, hurtigst muligt informere de ansatte om konkursens indtræden. Dette sker typisk på selve dekretdagen, ved at kurator orienterer de ansatte på virksomhedens adresse. Denne orientering følges som regel op med en skriftlig orientering. Ovenstående forudsætter naturligvis, at kurator kan komme i kontakt med virksomhedens ansatte. Som led i kurators forsøg på at komme i kontakt med de ansatte og orientere dem, vil kurator tidligt i processen, om muligt, sikre sig virksomhedens ansættelseskontrakter og andre kontaktoplysninger på de ansatte.
De ansatte har til enhver tid ret til at opsige deres ansættelsesforhold i henhold til deres ansættelseskontrakt eller ufravigelig lovgivning, som eksempelvis funktionærloven. Er konkursen indtrådt, skal den ansatte opsige ansættelsesforholdet over for kurator og ikke den tidligere ledelse.
Det er muligt at se mere om lønmodtageres muligheder for at opnå dækning for sit tilgodehavende hos Lønmodtagernes Garantifond
Lønmodtagere som ikke har fået løn, er af egen drift forpligtet til at begære deres arbejdsgiver konkurs hurtigst muligt, hvis de ønsker at opnå dækning af deres krav gennem Lønmodtagernes Garantifond.
Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.