Uforholdsmæssigt lange betalingsfrister i udbud - Klagenævnet underkender 60 dages betalingsfrist

Klagenævnet for Udbud har ved kendelse af 27. februar 2026 taget stilling til, hvor langt en ordregiver kan gå i fastsættelsen af betalingsfrister i udbud. Kendelsen er særligt interessant, fordi Klagenævnet tager stilling til, i hvilket omfang en ordregiver kan fastsætte betalingsfrister, der afviger fra de almindelige regler om betaling, og hvordan sådanne vilkår skal vurderes i lyset af det udbudsretlige proportionalitetsprincip, samt hvilken betydning dette kan have i relation til opsættende virkning.

Sagen kort

Kendelsen omhandler et udbud med forhandling efter forsyningsvirksomhedsdirektivet vedrørende levering af såkaldte BMR-stationer til anvendelse af kontrol, dokumentation og sikring af kvaliteten af biogas. Ordregiver var Evida Service A/S, som er et 100% statsejet selskab, og som i udbuddet var angivet som et offentligretligt organ.

I udbudsmaterialet var fastsat et betalingsvilkår, hvorefter ordregiver skulle betale løbende måned + 60 dage (med mulighed for op til 90 dage) efter faktura for en levering. En tilbudsgiver havde allerede i sit indledende tilbud taget forbehold over for den omtalte betalingsfrist, men efter forhandlingerne fastholdt ordregiver fortsat betalingsfristen. Tilbudsgiveren afgav herefter ikke et endeligt tilbud, men indgav i stedet en klage til Klagenævnet for Udbud med blandt andet den påstand, at betalingsvilkåret var i strid med proportionalitetsprincippet.

Påstand 1: Betalingsfrist på mere end 30 dage som udbudsretligt problem

Klagenævnet tog påstand 1 til følge og konstaterede, at ordregiver havde handlet i strid med proportionalitetsprincippet i forsyningsvirksomhedsdirektivets artikel 36, stk. 1, ved at fastsætte og fastholde et vilkår om betalingsfrist på løbende måned + mindst 60 dage og op til 90 dage.

Klagenævnets afgørelse baserede sig primært på to ting: 1) overtrædelse af rentelovens § 3 b, stk. 1, og 2) at betalingsvilkåret som følge heraf var usagligt og i strid med proportionalitetsprincippet.

30-dages reglen i renteloven er udgangspunktet

Det følger af rentelovens § 3 b, stk. 1, at betalingsfristen, hvor en skyldner er en offentlig myndighed, som udgangspunkt ikke må overstige 30 dage. Bestemmelsen er en implementering af EU-direktivet om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner (direktiv 2011/7/EU). Klagenævnet fastslog, at Evida Service A/S er et offentligretligt organ og dermed omfattet af begrebet ordregivende myndighed i forsyningsvirksomhedsdirektivets forstand og dermed også rentelovens § 3 b’s forstand.

Betalingsfrist på + 60 dage er usagligt og i strid med proportionalitetsprincippet

Klagenævnet fastslog endvidere, at da betalingsvilkåret ikke opfylder betingelserne i rentelovens § 3 b, stk. 1, er det usagligt og i strid med det udbudsretlige proportionalitetsprincip. Ordregiver har således ved at fastsætte en betalingsfrist, der pålægger tilbudsgiver en væsentlig finansieringsbyrde og afviger fra lovgivningens klare udgangspunkt, og ved at fastholde dette vilkår i forbindelse med forhandlingerne, handlet i strid med proportionalitetsprincippet i forsyningsvirksomhedsdirektivets artikel 36, stk. 1.

Opsættende virkning og de tre betingelser

Kendelsen er også interessant i relation til opsættende virkning. Klagenævnet tog udgangspunkt i den faste praksis, hvorefter der skal foretages en vurdering af tre betingelser, herunder 1) om klagen har noget på sig (”fumus boni juris”), 2) om der foreligger uopsættelighed, og 3) om en interesseafvejning taler for opsættende virkning.

Betingelsen om ”fumus boni juris” var som følge af at tilbudsgiver fik medhold i, at betalingsvilkåret om en betalingsfrist på mindst 60 dage var i strid med rentelovens § 3 b og proportionalitetsprincippet, opfyldt. For så vidt angår spørgsmålet om uopsættelighed, var det afgørende for at denne betingelse var opfyldt, at tilbudsgiver havde undladt at afgive endeligt tilbud, og dermed ikke kunne opnå erstatning. Ordregivers handlinger havde således medført en uoprettelig skade for tilbudsgiver. Der ordregiver heller ikke kunne fremføre synspunkter for, at betingelsen om interesseafvejning skulle falde ud til deres fordel, tillagde Klagenævnet kendelsen opsættende virkning, hvorved ordregiver ikke kunne indgå kontrakt.

Hvad kan vi lære af kendelsen?

Kendelsen illustrerer tydeligt, at ordregivere skal være opmærksomme på:

• Ikke at fastsætte krav, der er i strid med lovgivningen, som i denne sag med betalingsfrister der går ud over 30 dage, når ordregiver er offentlig myndighed eller et offentligretligt organ.
• At et ulovligt betalingsvilkår samtidigt vil kunne udgøre en overtrædelse af proportionalitetsprincippet, og

Kendelsen illustrerer videre, at tilbudsgivere skal være opmærksomme på,

• At betingelsen om uopsættelighed, i Klagenævnets vurdering af om betingelserne for opsættende virkning er opfyldt, er opfyldt i de tilfælde, hvor tilbudsgiver har påpeget det lovstridige forhold overfor ordregiver inden tilbudsfristen, ordregiver undlader at rette ind og samtidig har tilbudsgiver undladt af afgive tilbud.

For leverandører understreger kendelsen dermed, at der er et solidt grundlag for at anfægte eventuelle lovstridige forhold allerede i udbudsfasen, således tilbudsgiver gives mulighed for at få prøvet forholdet ved Klagenævnet og samtidig sikre muligheden for at udbuddet skal gå om, og konkurrencen om opgaven/indkøbet derved bevares. Har du spørgsmål til kendelsen, eller har du brug for rådgivning om betalingsvilkår, proportionalitet eller opsættende virkning i udbud? Så er du altid velkommen til at kontakte vores specialister i udbudsret.