I juli måned 2021 har Miljø- og Fødevareklagenævnet taget stilling til 2 sager, om hvorvidt mountainbikespor i fredet natur skulle nedlægges eller kunne bevares med en dispensation fra fredningen. Afgørelserne omhandler dels om et spor i Lundby Bakker og dels om et spor i Poulstrup, nær Poulstrup Sø.
I 2019 gav Fredningsnævnet for Nordjylland, sydøstlig afdeling afslag på 2 ansøgninger om lovliggørende dispensation for mountainbikespor, som i tidligere år var etableret i Lundby Bakker og Poulstrup. Årsagen til at sporene krævede dispensation var, at de dele af sporene som lå inden for fredede områder, ifølge afgørelserne, udgjorde en ændring i fredet område, som efter naturbeskyttelsesloven krævede dispensation fra fredningen.
Fredningsformålet i begge sager var – meget overfladisk beskrevet – dels beskyttelse af selve områderne, dels at områderne skulle være til glæde og gavn for lokalbefolkningen.
Afgørelserne blev påklaget af blandt andre Aalborg Kommune og flere interesseorganisationer.
Klageinstansen, Miljø- og Fødevareklagenævnet, har i juli måned 2021 afgjort begge sager.
For Lundby-sporet blev afslaget på dispensation stadfæstet. Den del af sporene, som var beliggende inden for fredningsområdet, skulle derfor nedlægges. Dette var til trods for, at Aalborg Kommune i 2019 indgav en revideret ansøgning til fredningsnævnet med udlagte mountainbikespor, herunder omlægninger og nedlæggelser.
Afgørelsen kunne ikke påklages til anden administrativ myndighed, men kunne indbringes for domstolene med en frist på 6 måneder efter naturbeskyttelseslovens bestemmelser.
Afgørelsen var en to-trins-vurdering, hvor det i første række måtte vurderes, om de ansøgte spor stred imod fredningens formål, og i anden række vurderes, om der forelå øvrige forhold, som kunne hindre en dispensation.
Afgørelsen var særligt interessant fordi klagenævnet med et flertal på 6 ud af 7 fandt, at de af Aalborg Kommune ansøgte mountainbikespor ikke stred imod fredningens formål.
Et flertal på 5 ud af 7 fandt dog samtidigt, at der alligevel ikke kunne meddeles dispensation. Flertallet lagde vægt på, at sporene havde et stort omfang i et relativt lille fredningsområde, væsentligt påvirkede de landskabelige værdier, samt at tilhørende anlæg i form af blandt andet broer og nedgravede net skæmmede det fredede område – dvs. fik området til at se mindre pænt og herligt ud.
Afgørelsen var udtryk for den faglige men stadig subjektive afvejning, hvor fredningens formål og baggrund skal vejes imod den faktiske, fysiske indgriben i området, og de hensyn som sporene varetager.
Det er svært at se afgørelsen som andet end et nederlag for begge sider. Formålet med fredningen i Danmark bør netop være at sikre en vidunderlig natur i balance med samfundet. Uanset om man var enig i afgørelsen eller ej, havde det været bedre, hvis det for parterne havde været muligt at finde frem til enighed om en sporomlægning, som kunne opretholdes i det fredede område – til glæde og gavn for både mennesker, dyr og natur. Forhåbentligt vil parterne kunne finde en sådan løsning i fremtiden.
For Poulstrup-sporet blev afslaget på dispensation ophævet og hjemvist til fornyet behandling. Det betød, at fredningsnævnet måtte genoptage behandlingen af ansøgningen.
Afgørelsen kunne ikke påklages til anden administrativ myndighed, men kunne indbringes for domstolene med en frist på 6 måneder efter naturbeskyttelseslovens bestemmelser.
Aalborg Kommune havde ansøgt om dispensation til at nedlægge dele af de eksisterende spor, bevare andre dele, samt etablere nye dele inden for det fredede område.
Det fremgik af afgørelsen, at klagenævnet anså dispensation for at være i overensstemmelse med formålene bag fredningsbestemmelserne. Ligeledes fandt nævnet at der var grundlag for at meddele lovliggørende dispensation og lagde i den forbindelse særligt vægt på, at sporets udformning og omfang indebar en mindre påvirkning, herunder visuelt og anlægsmæssigt, af det samlede fredningsområde. Derudover havde det betydning, at de ansøgte spor varetog rekreative interesser, som fremhævedes i fredningens baggrund.
Fredningsnævnet havde dog ikke foretaget en vurdering af, hvorvidt dispensationen ville indebære negative konsekvenser for visse særlige beskyttelser, herunder eksempelvis forringelse af naturtyper og levesteder for beskyttede Natura 2000 arter.
Det kan derfor i fremtiden forventes, at fredningsnævnet genbehandler ansøgningen, og såfremt dispensationen ikke medfører negative konsekvenser for de særlige beskyttelser som ej tidligere er vurderet, bør der gives dispensation til ændring og bevaring af sporet.
Jeg er selv mountainbikerytter, og har før fredningsproblematikkerne i 2019 og frem kørt begge spor flere gange. Jeg ærgrer mig naturligvis over afgørelsen i Lundby, men glædes samtidigt ved de positive udsigter for Poulstrup.
Rent juridisk er det positivt at Poulstrup-afgørelsen understreger, at etablering af mountainbikespor ikke i sig selv strider imod fredningsformål, hvor en fredning er pålagt med henblik på (a) i det væsentligste at bevare et område, eller (b) at hindre indgreb i terrænet ved gravning, opfyldning eller planering. Det styrker retssikkerheden derhen, at der ikke automatisk sættes lighedstegn mellem etablering af mountainbikespor og fredningsstridige indgreb, men at det individuelt skal vurderes, om det enkelte mountainbikespor er etableret ved brug af selvstændigt fredningsstridige indgreb – et princip om ikke at sætte skøn under regel, hvilket er ganske velkendt fra forvaltningsretten.
Hvis man skal forsøge at fortolke noget ud fra de 2 afgørelser, da har det tilsyneladende afgørende betydning hvor landskabsmæssigt dominerende et spor er i forhold til størrelsen af det samlede fredningsareal, hvori sporet befinder sig. Således er en væsentlig del af begrundelsen for bevaring af Poulstrup-sporet, at dette ikke er dominerende i landskabet, mens Lundby-sporet efter klagenævnets ganske hårde vurdering indebar ”en væsentlig påvirkning af de landskabelige værdier, som fredningen tilsigter at beskytte”. Dette skal naturligvis altid holdes op imod fredningens formål og baggrund.
Afslutningsvist kan jeg ikke undlade at ønske Aalborg Kommune og de frivillige organisationer, der støtter op om en kær fritidsinteresse, alt det bedste i det videre forløb samt takke for den store indsats, de allerede har gjort.
Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.