Generationsskifte: Den australske udfordring

6. december 2018
4 minutters læsetid

Familien Marcussen fra Rødby på Lolland var gået i stå i deres generationsskifte, fordi Australien stod i vejen. Den forhindring blev fjernet, da STORM Advokatfirma overtog generationsskifte-processen.

Når man, som familien Marcussen fra Lolland, har brugt nogle år på at gøre sig klar til generationsskiftet, er det ærgerligt at støde på en forhindring, der ser ud til helt at stoppe processen.

– Udfordringen var vores datter. Hun bor nemlig i Australien. Vore lokale regnskabsfører mente, at det ville blive en barriere, at få inddraget hele problematikken omkring Australien i sådan en ejendomsovertagelse. Der følte vi alle sammen, at vi kørte lidt død. Det var udfordringen, for hun ville gerne være med, og hun kendte præmisserne. Det snakkede vi meget frem og tilbage om, og ærgrede os over det, siger Peder Marcussen fra Darketgaard I/S.

Ærgrelsen skyldtes ikke mindst, at det var vigtig for Peder Marcussen og Kirsten Teichert, at alle tre børn både var en del af processen, men også blev stillet lige i generationsskiftet.

– Det skulle også gerne konstrueres på en måde så de helst ikke skulle blive uvenner. Så skulle der gerne være en bagdør, så de kunne komme ud af det uden, at det gik i hårdknude. Vi ved godt, at der er arbejde forbundet med at komme ud af sådan et selskab, når man er kommet ind i det, men det ville det også være, hvis det var deres private. Det var vores topprioriteter, siger Peder Marcussen.

– Derfor ærgrede vi os over, at det i første omgang ikke kunne lade sig gøre, supplerer Kirsten Teichert.

Der var dog stadig en mulighed. Kirsten og Peders ene søn, Jesper, kendte i anden forbindelse til STORM Advokatfirma, og han foreslog, at de tog kontakt.

– Jeg kendte STORM via Rune, og havde tillid til dem. Men det var ligeså meget fordi, at han kunne hive Jens Axel op af hatten, for det var vigtigt for os, at der var en mand med erfaring på området, siger Jesper Madirazza-Marcussen.

Herefter blev der aftalt et indledende møde hos STORM i Aalborg.

– Så var vi alle, på nær vores datter, til møde med Jens Axel og Rune i Aalborg, hvor vi fremlagde vores synspunkter og muligheder. De siger så, at de godt vil arbejde på sagen, og mener at de kan løfte opgaven, da de arbejder sammen med et revisionsselskab, som har en afdeling i Australien, som kender de australske love og regler, og kunne snakke med vores datter dernede, fortæller Peder.

Mødet i Aalborg gav en god fornemmelse, og ikke mindst håb om, at generationsskiftet nok skulle blive til noget på trods af den australske udfordring.

– Da vi kom til STORM Advokatfirma første gang, og trykkede Jens Axel og Rune i hånden, så tænkte jeg, at det skal nok blive godt. Der var en jysk ro, og de snakkede et sprog, som vi kunne forstå. Det var helt nede på jorden, og de var på vores banehalvdel med det samme. Vi var ærlige, de var ærlige, og vi fornemmede, at de har nogle procedurer, og det der med Australien var en udfordring, men de skulle nok løse det. Vi har hele tiden haft en god fornemmelse, og så er det rigtigt godt, at Jens Axel Kruchov har landbrugsfaglig baggrund. Det var en stor fordel, siger Kirsten Teichert.

Herefter gik processen med generationsskiftet for alvor i gang, og den australske sten i skoen blev fjernet.

– Det har været omfattende. Både selve proceduren, men også at der er blevet lavet testamente til hver enkelt familiemedlem samtidig med. Det tog Jens Axel sig af fordi, som han sagde, at når vi laver det her, så skal vi hele vejen rundt. Det var jeg meget glad for og tryg ved, siger Peder Marcussen.

Når først generationsskiftet er i gang, er det vigtigt at have den rette rådgivning og styring på processen, for der er mange ting, man skal omkring.

– Vi har været ude i alle kroge, og ikke på noget tidspunkt tænkt, at noget kunne gå galt. Jeg havde en god fornemmelse af, at her kommer vi hele vejen rundt. Det har været vigtigt, for vi har været ude i nogle hjørner, hvor vi ikke anede hvilket ben, vi stod på, siger Kirsten Teichert.

Da underskrifterne skulle sættes på papirerne, blev det gjort hjemme på gården, hvor generationsskiftet blev fejret på behørig vis.

– Det, at Jens Axel brugte dagen sammen med os på gården, da vi skulle skrive under, betød rigtigt meget, og det skal han virkelig have ros for, siger Jesper Madirazza-Marcussen.

I dag kan Kirsten, Peder og børnene se tilbage på et godt generationsskifte.

– Vi har allerede anbefalet STORM til andre i samme situation, og jeg ved at der er nogen der har lyttet, fortæller Kirsten Teichert og suppleres af Peder Marcussen:

– Selvom STORM ligger i Aalborg, skal det ikke afskrække folk, for vi har været i Aalborg én gang under processen. Vi har holdt et møde med Jens Axel i København, og ellers har det kunnet klares via mail og telefon.

Skal vi spille på jeres banehalvdel i et generationsskifte? Kontakt os allerede i dag på telefon 72 30 12 05 og hør om mulighederne for Det Gode Generationsskifte. Du kan også læse mere her

Vil du vide mere om emnet, kontakt mig.

Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få  en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.

    Ring 8.00 - 16.00
    +45 72 30 12 05
    Eller skriv til os 24/7
    mail@stormadvokatfirma.dk
    Jens Axel Kruchov
    Jens Axel Kruchov
    Advokat, Partner
    cross