Hvis du overvejer at købe en virksomhed, eller dele heraf, fra et konkursbo, er det vigtigt at have en erfaren og opmærksom rådgiver med på sidelinjen. Kontakt os, hvis du overvejer køb fra et konkursbo.
Når en virksomhed går konkurs, er det oftest ensbetydende med, at denne forsvinder i markedet. Nogle gange, som det f.eks. har været tilfældet med legetøjsvirksomheden Fætter BR, kan en konkurs dog også være vejen videre for virksomheden.
I forbindelse med at en virksomhed går konkurs, udpeger skifteretten en advokat til at varetage behandlingen af konkursboet. Advokaten bliver hermed kurator. Kuratoren har til opgave at sælge alle virksomhedens aktiver bedst muligt, for at skaffe midler til dækning af kreditorernes tilgodehavender. Det er både materielle aktiver som bygninger, varelager og maskiner, og immaterielle aktiver som telefonnumre, varemærker og firmanavne.
Som kurator oplever man ofte, at køberskaren til boets aktiver som helhed er ganske begrænset, hvorfor kurator er nødt til at sælge de enkelte aktiver enkeltvis eller i mindre portioner, og ofte til væsentlig lavere priser, end hvad de kunne have indbragt ved et samlet salg. Det er dog ikke kun konkursboet der går glip af en fortjeneste hvis ikke boet sælges samlet. Vælger man at købe en samlet virksomhed af boet, overtager man alt efter hvad der aftales, som regel hele setup’et til en igangværende virksomhed, ofte med et kundekartotek og ordrer i ordrebogen, til en pris der giver gode muligheder for at fortsætte en succesfuld virksomhed i det nye regi.
Skulle der være interesserede købere til hele virksomheden, er det oftest kun virksomhedens tidligere ledelse og ejerkreds. Det ses derfor jævnligt, at ledelsen og ejerkredsen i det konkursramte selskab køber alle de nødvendige aktiver til en god pris, og får en god start på at drive virksomheden videre i et nyt regi. I forbindelse med overdragelser af denne slags, vil medarbejderne typisk følge med over, så produktionen kan fortsætte. Passiverne i form af gæld, bliver til gengæld i konkursboet.
Overvejer du at købe en konkursramt virksomhed, dele heraf eller blot aktiver fra boet, på tvangsauktion eller i fri handel, står vi klar til at rådgive dig herom. Ud over vores erfaring i at behandle konkursboer, har vi nemlig også stor erfaring med at bistå ved køb af aktiver fra en konkursramt virksomhed, hvilket kræver ekstra opmærksomhed fra din rådgiver.
Kontakt os på telefon 72 30 12 05
Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.