Uddannelsesgodtgørelse efter arbejdsskade

25. juni 2026
3 minutters læsetid
Uddannelsesgodtgørelse efter arbejdsskade

Hvad er uddannelsesgodtgørelse?

Uddannelsesgodtgørelse efter arbejdsskade er en økonomisk støtteordning for personer, der efter en arbejdsskade ikke længere kan bruge deres hidtidige uddannelse eller arbejde på samme måde som før. Ordningen skal hjælpe tilskadekomne tilbage i arbejde gennem en ny erhvervskompetencegivende uddannelse.

Formålet er ikke kun økonomisk kompensation. Formålet er også at styrke tilknytningen til arbejdsmarkedet. Hvis en arbejdsskade har ændret dine muligheder for at arbejde i dit tidligere fag, kan en ny uddannelse være vejen til et job, hvor dine helbredsmæssige begrænsninger ikke står i vejen på samme måde.

Uddannelsesgodtgørelsen er reguleret i arbejdsskadesikringslovens §§ 18 a-18 h. Ordningen kan være relevant, før der træffes endelig afgørelse om tab af erhvervsevne. Det betyder, at fokus flyttes fra kun at vurdere det aktuelle tab til også at se på, om uddannelse kan forbedre dine fremtidige indtjeningsmuligheder. Hvis der allerede er truffet endelig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne i din sag, kan du ikke søge uddannelsesgodtgørelse.

Hvem kan få uddannelsesgodtgørelse?

Du kan komme i betragtning, hvis flere betingelser er opfyldt.

  1. Du har mindst en anerkendt arbejdsskade og en samlet méngrad på mindst 10 % efter én eller flere arbejdsskader.
  2. Du er uden job eller i en opsagt stilling.
  3. Du kan ikke arbejde på fuld tid inden for dit tidligere arbejdsområde eller på fuld tid med dine tid-ligere uddannelser. 
  4. Du kan tjene mere med en ny uddannelse end uden. 
  5. Du har endnu ikke fået en afgørelse om dit endelige tab af erhvervsevne. 
  6. Du forventes at kunne gennemføre en uddannelse og arbejde på almindelige vilkår bagefter. 
  7. Den uddannelse, som du vælger, er erhvervskompetencegivende og inden for et område med mangel på arbejdskraft.

Ordningen retter sig altså mod tilskadekomne, der forventes at få fastsat en méngrad på mindst 10 procent som følge af en eller flere arbejdsskader. Det er derfor vigtigt, at de helbredsmæssige følger er godt dokumenteret. Du vil ikke være i målgruppen for uddannelsesgodtgørelse, hvis dit mén er vurderet til fx 8 procent. Derfor er ménvurderingen meget vigtig i denne sammenhæng.

Hvilken uddannelse kan være relevant?

Uddannelsen skal være erhvervskompetencegivende. Det vil sige en uddannelse, der giver konkrete kvalifikationer til et jobområde. Kommunen inddrages i vurderingen og skal blandt andet se på, om uddannelsen ligger inden for et område med behov for arbejdskraft, og om du forventes at kunne gennemføre uddannelsen og efterfølgende varetage et ordinært job på almindelige vilkår. Kommunen laver en vurdering og sender til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som de benytter til at træffe en afgørelse om din berettigelse til uddannelsesgodtgørelse.

Det betyder, at både dine helbredsmæssige forhold, faglige forudsætninger og jobmuligheder spiller ind. En uddannelse kan være relevant, hvis den tager højde for dine skånebehov og samtidig giver adgang til et arbejdsområde, hvor der er realistiske jobmuligheder.

Hvor meget kan du få?

Uddannelsesgodtgørelsen udgør som udgangspunkt 83 procent af din årsløn. Den kan udbetales fra den første dag i den måned, hvor uddannelsen starter, og som udgangspunkt i op til 48 måneder. Der gælder særlige regler ved barselsorlov, sygdom, manglende studieaktivitet og anden indkomst. Anden indkomst fratrækkes i uddannelsesgodtgørelsen.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at du ikke samtidig kan få erstatning for tab af erhvervsevne for samme skade i den periode, hvor du modtager uddannelsesgodtgørelse. Ordningen erstatter altså i en periode den løbende erhvervsevnetabserstatning, mens du uddanner dig.

Du skal også være opmærksom på, at det er dit eget ansvar at bede Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om at træffe en afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne, hvis det efter uddannelsen viser sig, at du har et tab. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer ikke en sådan afgørelse af sig selv.

Hvorfor bør du få rådgivning?

Uddannelsesgodtgørelse kan være en stor mulighed, men også en ordning med mange betingelser. Valget af uddannelse, dokumentationen for arbejdsskadens betydning og samspillet med kommunen kan få afgørende betydning. Hvis betingelserne ikke beskrives og dokumenteres korrekt, kan du risikere afslag, selv om ordningen i realiteten kunne være relevant for dig.

En advokat med speciale i erstatning for personskade kan hjælpe dig med at vurdere, om du opfylder betingelserne, hvilke oplysninger der bør indhentes, og hvordan sagen bedst præsenteres over for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Overvejer du uddannelse efter en arbejdsskade? Kontakt en advokat med speciale i erstatning for personskade og få vurderet, om du kan have ret til uddannelsesgodtgørelse.

Vil du vide mere om emnet, kontakt mig.

Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få  en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.

Ring 8.00 - 16.00
+45 72 30 12 05
Eller skriv til os 24/7
mail@stormadvokatfirma.dk

Mere om samme emne

cross