Færre får anerkendt arbejdsskader

To højesteretsdomme og to principafgørelser har betydet et drastisk fald i antallet af anerkendte arbejdsulykker. Både regeringen og Folketinget er opmærksomme på problemet, og der arbejdes på en revision af ulykkesbegrebet i arbejdsskadesikringsloven. Er du i tvivl om du har været udsat for en arbejdsulykke så kontakt os for en uforpligtende vurdering.

For at forstå, hvorfor der er sket et drastisk fald i antallet af anerkendte arbejdsulykker, skal vi kigge på selve arbejdsulykkebegrebet. Altså, hvornår der er tale om en arbejdsulykke.

Tidligere arbejdsulykkebegreb
Det traditionelle ulykkesbegreb i forsikringsretten og arbejdsskaderetten blev aldrig nedfældet i lov, men blev anvendt forskelligartet ud fra markeds- og forsikringsmæssige forhold. Definitionen som sagsbehandlere i det tidligere Arbejdsskadestyrelsen (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) og andre steder skulle kunne udenad, blev defineret som:

”En tilfældig af den forsikredes vilje uafhængig, pludselig udefrakommende indvirkning på legemet, som har en påviselig beskadigelse af dette til følge”.

Særligt viljeskravet var centralt når det skulle afgøres om en hændelse var omfattet af arbejdsskadeloven eller ej. Det betød bl.a. at loven ikke dækkede skader opstået efter forventelige eller sædvanlige begivenheder eller hændelser.

Eksempler på sager afvist efter det traditionelle ulykkesbegreb (men anerkendelsesværdig efter gældende lov):

– En lastbilschauffør springer cirka 1 meter ned fra sit førerhus, forvrider foden og brækker anklen
– En specialarbejder får et knæk i skulderen, da han under akavede forhold løfter en tung gasflaske
– En landmand får et smæld i lænden efter en 30 minutters tung og hård assistance med at få en hest til at fole.

Nuværende arbejdsulykkesbegreb
Ifølge Lov om arbejdsskadesikring § 6 defineres for første gang i en lovtekst en arbejdsulykke. Dette arbejde var resultatet af trepartsforhandlinger mellem regeringen, arbejdsgivere og arbejdstagere og trådte i kraft 1. januar 2004.

”Ved en ulykke forstås efter denne lov en personskade forårsaget af en hændelse eller påvirkning, der sker pludseligt eller inden for 5 dage”

Dette var en væsentlig udvidelse af skadesbegrebet sammenlignet med det traditionelle ulykkesbegreb som nævnt ovenfor.

Efter § 6 stilles der blot krav til en (overvejende) sandsynlig sammenhæng mellem påvirkning på arbejdet og skaden, herunder en medicinsk årsagssammenhæng. Hvis der er en biologisk, naturlig og logisk forklaring på skadens opståen, det vil sige, hvis arbejdspåvirkningen er egnet til at forårsage skaden, så er skaden omfattet af § 6 og skal som udgangspunkt anerkendes som arbejdsskade.

Eksempler på sager afvist på grund af manglende egnethed ifølge nuværende ulykkesbegreb:

– En person rejser sig fra en stol og får rygsmerter
– En person får et slag på hånden og får samtidig smerte i foden
– En person falder ned fra en stige og får symptomer på blindtarmsbetændelse
– En person har knæliggende arbejde i 3 dage og får symptomer på gigt i knæene

Med andre ord: et tredelt årsagssammenhængskrav (juridisk, medicinsk og tidsmæssigt).

Indførelse af det nye ulykkesbegreb i 2004 betød naturligvis en kraftig forøgelse af antallet af hændelser på arbejdet, der kunne og blev anerkendt som arbejdsskader. Stigningen i anerkendte arbejdsulykker steg uafbrudt indtil Højesteret kom på banen og modificerede ulykkesbegrebet med to skelsættende højesteretsdomme fra 2013 og 2016 samt to principafgørelser fra Ankestyrelsen (PA 33-14 og PA 36-14).

Højesterets dom af 8. november 2013 fastsætter en nedre grænse for, hvornår en personskade har et omfang, som kan betyde, at den kan anerkendes som en arbejdsskade. Det vil sige bagatelagtige skader (f.eks. et blåt mærke eller hudafskrabning), der forsvinder af sig selv kort tid efter hændelsen (omkring 3 måneder), kan ikke anerkendes som en arbejdsulykke.

Dette er også stadfæstet i Ankestyrelsens principafgørelse (PA 33-14), hvor forbigående smerter, der ikke kræver behandling, men går over af sig selv, normalt ikke udgør en personskade i lovens forstand. Det centrale er om skaden må forventes at bedres spontant inden for den normale tidshorisont for den type skade.

I Højesteretsdom af den 9. november 2016, bliver der sat fokus på symptomdebut, altså hvornår begyndte man første gang at få gener efter hændelsen. Dommen lægger op til, at bevisbyrden ikke udelukkende er hos tilskadekomne. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal her også kunne sandsynliggøre, at generne ikke skyldes hændelsen på arbejdet, hvis der i øvrigt er tidsmæssig sammenhæng mellem hændelsen og symptomdebut.

I forhold til Ankestyrelsens anden principafgørelse (PA 36-14) har forudbestående sygdomme principielt ikke betydning for spørgsmålet om anerkendelse af en ulykke. Ved forudbestående gener, kan der opstå akutte forværringer selv ved mindre belastninger. Hændelserne kan således være udløsende i forhold til en forbigående forværring i en allerede svækket legemsdel, alene fordi sikrede havde en forudbestående skade.

Fremtidigt arbejdsulykkesbegreb
Især som konsekvent følge af de to Højesteretsdomme og de to principafgørelser – som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har været juridisk forpligtet til at efterleve – faldt antallet af anerkendte arbejdsulykker drastisk, så meget at folketingsmedlemmer i 2017-2018 kom på banen over for regeringen og forlangte en revision eller en justering af ulykkesbegrebet i arbejdsskadesikringsloven.

Beskæftigelsesministeren har lovet denne lovjustering, men i skrivende stund (januar 2019) er dette endnu ikke sket.

Hvis du har pådraget dig en skade på arbejdet, og er i tvivl om den kan anerkendes om arbejdsskade, er du velkommen til at kontakte os på telefon 72 30 12 05 for en uforpligtende vurdering af din sag.