
Ejeraftaler – 2 praktiske grunde til at indgå en ejeraftale
21. april 2026
4 minutters læsetid
Emner


Der er mange gode grunde til at indgå en ejeraftale, når to eller flere parter i fællesskab ejer en virksomhed.
Her er 2 udvalgte emner, af væsentlig betydning og som sjældent er tilfredsstillende for parterne, hvis man alene tager udgangspunkt i lovens almindelige regler, hvilket er udgangspunktet, hvis ikke der er indgået en ejeraftale eller fortaget grundig regulering i vedtægterne.
Det bemærkes generelt om selskaber underlagt selskabsloven, at ejeraftaler binder parterne, dvs. kapitalejerne, men ikke selve det eller de selskaber, som ejeraftalen omhandler. Derfor ses det undertiden, at ejeraftaler suppleres med vedtægtsbestemmelser, f.eks. omkring samtykke til overgang af kapitalandele, forkøbsret, mv.
Det er værd at bemærke, at selskabets vedtægter er offentligt tilgængelige, men at ejeraftalen er et fortroligt dokument mellem parterne. Desuden vedrører vedtægterne selskabet som sådan, og er derfor ikke egnet til at indeholde f.eks. en personlig konkurrenceklausul for selskabets ejer-direktør. Der er således grund til nøje overvejelser, når parternes interesser skal sikres ved ejeraftale, vedtægter eller en kombination af disse.
Hvis der ikke er truffet anden særlig bestemmelse, kan en ejer frit overdrage sine ejerandele til hvem som helst. Også uden at tilbyde de øvrige ejere at købe først.
Det kan skabe en række ubehagelige situationer for de øvrige medejere, f.eks.:
I praksis anvendes ejeraftalen ofte til at stille krav om forkøbsret ved frivilligt salg, eller køberet ved død, skilsmisse eller lignende, når overgangen ikke sker ved ejerens egen frivillige disposition. Herved sikres de øvrige ejere imod ufrivilligt at få den forkerte medejer, ligesom den afstående ejer (eller dennes arvinger, ægtefælle, mv.) sikres en rimelig adgang til den økonomiske værdi af virksomhedsandelen.
Sådanne klausuler suppleres i vekslende omfang af prisfastsættelsesklausuler. Det ses ofte at en forkøbsret ikke suppleres med værdiansættelsesklausuler, fordi de bydende parter naturligt danner prisniveauet, mens der ved køberetsklausuler ofte anvendes en værdiansættelsesklausul med forud beskrevne beregningsvilkår, værdiansættelsesprincipper, samt eventuel rekursmulighed.
Det juridiske udgangspunkt varierer alt efter virksomhedens form. Der tages her udgangspunkt i aktie- og anpartsselskaber.
I aktie- og anpartsselskaber er udgangspunktet. at direktionen har den daglige ledelse, og bestyrelsen (som kan fravælges i et anpartsselskab) har den overordnede strategiske ledelse. Magten til at besætte disse poster følger som udgangspunkt det simple flertal på selskabets generalforsamling.
Der foreligger således en række typesituationer, hvor behovet for ejeraftaler bør overvejes i særlig grad.
Når to parter hver ejer 50 % af selskabet, betyder det, at ingen part kan rejse simpelt flertal på generalforsamlingen. Selskabet vil således være låst i status quo, hvis der opstår uoverkommelige samarbejdsvanskeligheder.
Dette kan omfatte 3 ejere med 33,33 % hver, 4 ejere med 25 % hver, 5 ejere med 20 % hver, 1 ejer med 30 % og 7 ejere med hver 10 %, eller enhver anden kombination, hvor der ikke er et klart majoritet/minoritets-forhold.
I sådanne situationer er det afgørende at fastlægge en både juridisk og kommercielt passende magtfordeling, så der altid kan træffes beslutning fremadrettet for at undgå skade på virksomheden, fordi driften skades, hvis der ikke kan træffes beslutning om væsentlige forhold – f.eks. investering i nye anlægsmaskiner i en entreprenørvirksomhed, fordi de gamle maskiner i større og større grad bryder ned. Omvendt bør magtfordelingen ikke medføre, at et flertal af vilkårligt enige ejere på ubalanceret vis kan tilsidesætte essentielle værn og beskyttelser af mindretallet.
I denne situation får regulering af væsentlige beslutninger karakter af en minoritetsbeskyttelse. Har majoritetsejeren 2/3 eller endog 9/10 majoritet, kan vedkommende træffe beslutning om stort set alle forhold vedrørende selskabet.
Selskabsloven indeholder en lighedsgrundsætning for kapitalejernes som værner imod de mest åbenbare og kritiske misbrugstilfælde, men i praksis har den gennemsnitlige minoritetsejer ofte et behov for en vis minimumsbeskyttelse udover lighedsgrundsætningens rammer.
Endelig må der tages særligt hensyn til den type af situationer, hvor en ældre ejer har eller agter at generationsskifte 90 % af virksomhedens værdi til sine arvinger, men selv beholder 10 % kapitalandele med tilhørende 100 % af stemmerettighederne.
Vi arbejder ud fra ordentlighed, gennemsigtighed og faglighed og sikrer, at ejerkredsen står stærkt i både gode og svære tider.
Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.

