Hvis du har et areal med fredskov, og gerne vil opføre et byggeri, er det vigtigt at være opmærksom på, at der kan være begrænsninger på hvilke bygninger du må opføre, og i hvilket omfang.
Vi bliver ofte mødt med spørgsmål om hvorvidt det er muligt at opføre eksempelvis en jagthytte eller et mindre fritidshus på en skovejendom. Det er i den forbindelse vigtigt at være opmærksom på, om der er noteret fredskovspligt på skovejendommen.
Hvis der ikke er noteret fredskov på ejendommen, skal du være opmærksom på om ejendommen er underlagt landbrugslovens bestemmelser som følge af noteret landbrugspligt. I dette tilfælde vil tilladelse til opførelse af ny bebyggelse være reguleret af landbrugsloven og planloven.
Er skovejendommen derimod noteret med fredskovspligt, er det skovlovens særlige regler om fredskov, der danner rammen for anvendelse af ejendommen.
Reglerne om anvendelse af fredskov findes i skovloven.
Det er også i skovloven fastsat, hvad der må – eller særligt ikke må – opføres af bygninger på fredskovspligtige arealer. Det altovervejende udgangspunkt er nemlig, at der ikke må opføres bygninger eller etableres anlæg på arealer hvorpå der er noteret fredskovspligt.
Der er dog enkelte undtagelser til bestemmelsen. Det er i skovloven bestemt, at det er tilladt at opføre byggeri og arbejdsskure med en størrelse på op til 10 m2, så længe opførelse er nødvendig for skovdriften. Det er i den forbindelse væsentligt at være opmærksom på, at det følger af Miljøstyrelsens vejledning til skovloven, at jagt ikke anses for nødvendigt for skovdrift, hvorfor opførelse af en jagthytte ikke kan tillades efter denne undtagelse, ligesom det tidligere ikke er vurderet nødvendigt med opførelse af arbejdsskur i fredskov på under 20 ha.
Trods undtagelsen i loven der giver ret til opførelse af et arbejdsskur, vil udseende og beliggenheden af arbejdsskuret skulle godkendes af Miljøstyrelsen. Udseende og beliggenhed vil sædvanligvis kun blive godkendt, hvis det påtænkte byggeri reelt har karakter af at være et arbejdsskur. Miljøstyrelsen har i sin vejledning til skovloven blandt andet anført, at arbejdsskuret må indrettes med toilet, men at der ikke må etableres kloakering til dette, ligesom der ikke må føres forsyningsledninger til el og vand frem til skuret.
Udover opførelse af et mindre arbejdsskur, da er det i fredskov tilladt at opføre byggerier som eksempelvis spejderhytter og skovbørnehaver. Ønskes en bygning af denne type opført, er der fastsat en lang række bestemmelser om bygningens størrelse og indretning, herunder at bygningen maksimalt må have et grundareal på 40 m2, ligesom bygningen skal anvendes til formål der tilgodeser børn og unges friluftsliv.
Der er mulighed for at ansøge om dispensation til disse regler. Ansøgninger om dispensation vil dog ud fra praksis blive behandlet restriktivt, ligesom ved de fleste øvrige bestemmelser om anvendelse af fredskovspligtige arealer.
Vi anbefaler, at du søger rådgivning, hvis du har et ønske om at opføre byggeri på en skovejendom, hvad enten denne er noteret med fredskovspligt eller ej., Du bør søge rådgivning om projekteringen af byggeriet, samt juridisk rådgivning med henblik på afklaring af dine muligheder og – hvis nødvendigt – udarbejdelse af ansøgning om dispensation.
Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.