Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Erhvervssygdomsudvalget har besluttet, at det nu skal være muligt at få anerkendt karpaltunnelsyndrom som en erhvervssygdom, selvom diagnosen ikke kan verificeres ved en nerveledningsundersøgelse.
Det betyder, at det nu er muligt at få anerkendt karpaltunnelsyndrom som erhvervssygdom, hvis de øvrige betingelser er opfyldt, uanset at diagnosen kun stilles ved en klinisk undersøgelse hos lægen.
Den erhvervsmæssige belastning, du skal have været udsat for, for at få anerkendt karpaltunnelsyndrom er følgende:
A) Arbejde med kraftigt vibrerende håndværktøj i længere tid
B) En kombination af hurtigt gentagne, kraftfulde og/eller akavede, håndledsbelastende arbejdsbevægelser i længere tid
C) Arbejde med genstande, der medfører et direkte og vedvarende tryk på medianusnerven i karpaltunnellen i længere tid
D) Som komplikation til seneskedehindebetændelse på håndleddets bøjeside, der kan anerkendes efter erhvervssygdomsfortegnelsen
Hvis du tidligere har fået afslag på anerkendelse af karpaltunnelsyndrom som en erhvervssygdom, da diagnosen ikke er stillet ved en nerveledningsundersøgelse, da kan du bede Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om genoptagelse.
Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.