Selv små job giver god mening

9. marts 2018
3 minutters læsetid

Et nyt socialt ansvarligt initiativ har set dagens lys i Aalborg. Kommunen har benyttet sig af nøje udvalgte virksomheder til at sætte skub i projektet, der skal skabe små jobs, der giver mening for både den enkelte medarbejder og virksomheden.

Rensning af kaffemaskinen, hente frugten og posten. Hvem står for det i virksomheden? Er det kontoreleven? Kunne det i stedet være hende, der har angst og derfor svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet? Ja, mener man i den task force af visionære erhvervsledere, der står bag initiativet ”Små job med mening”.

I 2016 ansætter Aalborg Kommune Frida Tarp som socialøkonomisk konsulent, for socialt ansvar bliver et voksende parameter i forretningsudviklingen blandt virksomhederne i kommunen. Fridas opgave er at klæde virksomhederne på til netop at tage et socialt ansvar – uden at tabe på bundlinjen.

– Der er, sat på spidsen, et restlager af folk, der ikke kommer i arbejde, trods stigning i beskæftigelsen og det skal vi have gjort noget ved, siger Frida Tarp.

Derfor kan et lille job på eksempelvis fem timer om ugen være det første spæde skridt i den rigtige retning. I juni 2017 mødes ledere fra virksomheder, som er nøje udvalgt fra en bruttoliste på 60. De udgør task forcen, der skal skubbe gang i processen med at skabe de små jobs. Blandt virksomhederne er STORM Advokatfirma.

– Da jeg første gang mødte Rune Hyllested, kunne jeg se, at her var en visionær virksomhedsleder, som vil noget med den sociale ansvarlighed, siger Frida Tarp.

Rune Hyllested er CEO i STORM Advokatfirma, som han startede op sammen med to andre partnere i 2013. Fra start af, har social ansvarlighed været en del af DNA’et.

– Vi lægger stor vægt på social ansvarlighed og tager det alvorligt. Derfor sagde vi selvfølgelig ja til at være en del af task forcen, siger Rune Hyllested.

Tilbage til det første møde blandt virksomhederne. Det foregår hos netop STORM Advokatfirma og på mødet står det hurtigt klart, at bureaukrati og papirarbejde er en stor hindring for, at kunne realisere ønsket om, at skabe de små meningsfyldte jobs. Alligevel lancerer virksomhedslederne en målsætning om at skabe 365 små jobs på 365 dage.

Selvom målet måske i første omgang måske ikke er opnåeligt, bliver kimen på mødet alligevel lagt til, at det nok skal lykkes på længere sigt.

FOKUS Folkeoplysning er nemlig også repræsenteret på første møde og går efterfølgende tilbage og laver et setup, der tilgodeser virksomhedernes ønsker om bl.a. så lidt bureaukrati som muligt. Vikarbureauet Små job med mening er nu en realitet.

– Hele pointen er, at det skal være styret efter virksomhedernes efterspørgsel og der er små job at finde i alle virksomheder, for der er altid opgaver, der enten ikke bliver løst eller vil kunne frigøre værdifulde ressourcer hos de øvrige medarbejdere, siger Frida Tarp.

Virksomheder kan altså melde ind, at man har opgaver til eksempelvis 5 timer om ugen, som man gerne vil have udført.

Jobcentret visiterer folk over til Små job med mening, som så forsøger at matche folk og virksomheder.

Aalborg Portland har, som en af de første, fået ansat én i et lille job med mening. Det kan du se mere om i videoen her:

BusinessAalborg, som Frida Tarp er en del af, har selv lige ansat en kvinde i et lille job med mening. Mening for hende, virksomheden og de øvrige ansatte.

– Jeg kan se at alle ønsker og arbejder for, at det skal lykkes. Hun har angst og skal være her en time hver dag fra 9-10. Her skal hun eksempelvis vande blomster, hente frugt, hente post og rense kaffemaskine, siger Frida Tarp.

Tidligere var det kontorelevens opgaver, men nu er kontoreleven frigjort til at lave andre opgaver, der igen giver bedre mening.

Andre virksomheder end dem i task forcen kan også benytte Små job med mening.

– Vi vil gerne have flere virksomheder med. Det er bestemt ikke en lukket kreds, for vi har brug for, at flere virksomheder spotter de opgaver, der kan blive et meningsfuldt job for en anden, siger Frida Tarp.

Og hvem ved? Måske er der skabt 365 små jobs med mening om 365 dage. Du og din virksomhed kan starte her

Vil du vide mere om emnet, kontakt mig.

Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få  en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.

    Ring 8.00 - 16.00
    +45 72 30 12 05
    Eller skriv til os 24/7
    mail@stormadvokatfirma.dk
    cross