Når et dødsbo forbliver uskiftet, kan den efterladte og familien gå glip af store skattemæssige besparelser, lyder det dels fra en skatteekspert og en erfaren bobestyrer.
Hvert år dør over 50.000 danskere. I mange tilfælde sidder der en ægtefælle tilbage. Det skønnes at 25 procent af ægtefællerne bliver siddende i et såkaldt uskiftet bo. I mange tilfælde betyder det, at de skatteregler der gælder for dødsboer ikke bliver benyttet og man går glip af en økonomisk gevinst.
– Det, de efterladte går glip af, er ret ofte store skattebesparelser. I rigtig mange af de sager vi har, er det op imod en million kroner i skattebesparelse der er, ved aktivt at bruge dødsboskattelovens regler, siger Michael Guldbæk Karlsen, skatteekspert og direktør i nf plus.
Michael Guldbæk Karlsen oplever altså ofte, at der ikke er taget stilling til de skattemæssige forhold, når et dødsbo skal behandles.
– Hvis ikke vi har været inde over, er det stort set aldrig, at der har været taget stilling til skattemæssige spørgsmål. Jeg tror, at der er en eller anden berøringsangst og noget sørgeligt omkring det, at skulle tage stilling til hvad skal der ske, når man dør, siger han.
Den samme melding kommer fra advokat og partner i STORM Advokatfirma, Jens Axel Kruchov der er erfaren specialist i dødsbobehandling.
– Det oplever jeg sådan set ofte. Også for ofte, og jeg har spekuleret over hvad årsagen til det kunne være. Jeg tror, at det er en kombination af, at det er nogle komplicerede skatteregler, og at man er ramt af sorg i forbindelse med et dødsfald. Der er alt for mange boer, hvor man ikke overhovedet tænker på de skattemæssige konsekvenser af et skifte, siger han.
Ifølge de to eksperter er der altså rigtigt mange penge at spare, hvis man vælger at skifte boet frem for at sidde i uskiftet bo. Og det gælder ikke kun i de tilfælde, hvor ægtefællen er død for nyligt.
– Det gælder også i den situation hvor der er uskiftet bo, hvor der eksempelvis er en der er død for 10 eller 20 år siden, hvor man så anmoder om, at få boet skiftet. Her kan man også bruge dødsboskattelovens regler aktivt, siger Michael Guldbæk Karlsen.
Det virker umiddelbart lige til at gå til, at foretage et skifte i et bo. Men sådan er det ikke i virkeligligheden.
– Det lyder nemt, men det er kompliceret, og hver eneste sag er forskellig. Der er ingen sager, der er ens. I nogen sager skal man gøre det på en måde, og i andre sager på en anden måde. Derfor er det kompliceret, siger skatteeksperten.
Derfor bør man heller ikke selv kaste sig ud i, at foretage skiftet, lyder opfordringen fra Jens Axel Kruchov.
– Det er nogle meget tekniske regler, det her. Derfor kan det være svært at finde ud af, hvornår man skal sætte sig ned og gøre brug af dem. Mit bedste råd er, at man prøver at få noget rådgivning omkring det, og tager det som en samlet, konkret løsning netop for at hele familien er inddraget i det, siger han.
Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.