Arbejdsskade i forbindelse med vennetjenester eller håndsrækninger

9. juli 2026
3 minutters læsetid
Vennetjeneste og arbejdsskade

Kan en vennetjeneste være en arbejdsskade?

Det kan virke overraskende, men en skade under en vennetjeneste eller håndsrækning kan i nogle tilfælde blive anerkendt som en arbejdsskade. Det gælder også, selv om du ikke får løn, og selv om hjælpen kun varer kort tid. Det afgørende er ikke, om der er en formel ansættelsesaftale, men om situationen efter en konkret vurdering kan sidestilles med, at du udførte arbejde for en anden.

Arbejdsskadesikringsloven omfatter som udgangspunkt personer, der udfører arbejde for en arbejdsgiver. Arbejdet kan være lønnet eller ulønnet, varigt eller midlertidigt. Det åbner for, at også visse former for hjælp mellem private kan være omfattet, hvis hjælpen går ud over almindelig venlighed og har karakter af egentlig arbejdsindsats.

Hvad er en håndsrækning?

En håndsrækning er typisk en situation, hvor du hjælper en anden med en konkret opgave. Det kan være hjælp til at flytte tunge ting, reparere noget, male et hus, indfange dyr, fælde træer eller udføre andet praktisk arbejde. Hvis du kommer til skade under opgaven, kan spørgsmålet være, om du var omfattet af arbejdsskadesikringsloven.

Myndighederne ser blandt andet på, om du blev opfordret til at hjælpe, om opgaven var i den andens interesse, om opgaven havde et vist omfang eller en vis nytte, om du havde særlige kvalifikationer, og om den anden ellers ville have måttet få hjælp fra andre. Det taler typisk for anerkendelse, hvis du er blevet bedt om hjælp, hvis opgaven var nødvendig, og hvis din indsats reelt erstattede arbejde, som en anden kunne have udført mod betaling.

Hvad taler imod anerkendelse?

Ikke alle vennetjenester er arbejdsskader. Almindelig hjælp i privatlivet vil ofte falde uden for loven. Det kan for eksempel være helt dagligdags hjælp af begrænset karakter, hvor der ikke er tale om en egentlig arbejdsopgave. Hjælper du spontant med at bære en enkelt pose, holde en dør eller flytte en stol til en privat sammenkomst, slå græs for et familiemedlem vil det normalt være vanskeligt at få skaden anerkendt som arbejdsskade.

Det kan også tale imod anerkendelse, hvis du selv havde en klar egeninteresse i opgaven, eller hvis hjælpen var så løs og uformel, at der ikke kan siges at være etableret et antagelsesforhold. Vurderingen er dog altid konkret, og det er ofte marginalerne, der afgør sagen.

Hvorfor er dokumentation vigtig?

Hvis du kommer til skade under en håndsrækning, er det vigtigt at sikre dokumentation hurtigt. Hvem bad dig om hjælp? Hvad skulle du konkret lave? Hvor længe varede opgaven? Havde du særlige faglige forudsætninger? Var der vidner? Hvad ville modtageren af hjælpen have gjort, hvis du ikke havde hjulpet?

Lægelig dokumentation er også vigtig. Du bør søge læge hurtigt og få beskrevet, hvordan skaden skete. Det kan få stor betydning, hvis sagen senere skal vurderes af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen.

Hvilken erstatning kan der være tale om?

Hvis skaden anerkendes som en arbejdsskade, kan du efter omstændighederne have ret til betaling af behandlingsudgifter, godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne. Det afhænger af skadens følger. Hvis skaden kun er forbigående og ikke medfører varige følger eller økonomisk tab, vil der måske ikke være krav på erstatning, selv om hændelsen anerkendes.

For den tilskadekomne kan anerkendelsen dog være helt afgørende. En skade under en håndsrækning kan være alvorlig, og hvis den påvirker arbejdsevnen, kan der være betydelige økonomiske konsekvenser.

Hvis du er berettiget til erstatning efter en håndsrækning, bliver beløbet betalt af en forsikringsordning administreret af Codan Forsikring, da det ikke er lovpligtigt at tegne en arbejdsskadeforsikring, hvis pågældende beskæftiger medarbejdere under 400 timer i et kalenderår.

Få rådgivning, før sagen afvises

Sager om vennetjenester og håndsrækninger er ofte vanskelige, fordi de ligger i gråzonen mellem privat hjælp og arbejde. En forkert eller upræcis beskrivelse af hændelsen kan føre til afslag. Derfor bør du søge rådgivning tidligt, hvis du er kommet til skade, mens du hjalp en ven, nabo eller et familiemedlem.

Er du kommet til skade under en vennetjeneste eller håndsrækning? Kontakt en advokat med speciale i erstatning for personskade og få vurderet, om skaden kan anerkendes som arbejdsskade.

Vil du vide mere om emnet, kontakt mig.

Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få  en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.

Ring 8.00 - 16.00
+45 72 30 12 05
Eller skriv til os 24/7
mail@stormadvokatfirma.dk

Mere om samme emne

cross