Personlig hæftelse: Hæfter du for selskabets regninger?

11. november 2021
5 minutters læsetid
hæfte personligt

Det klare udgangspunkt i dansk ret er, at ejeren eller direktøren ikke hæfter for de forpligtigelser, som et selskab påtager sig. Alligevel kan der opstå helt specielle situationer, hvor en sådan person kan risikere at hæfte med sin personlige formue.

Hæftelsen er særlig relevant fordi det i praksis giver en langt større sikkerhed for betaling af kreditorernes tilgodehavender, når der både hæftes med en personlig formue og selskabets midler, i forhold til hvis der kun hæftes med selskabets midler. Omvendt ønsker ejeren eller direktøren ikke at hæfte med sin private formue, hvis der måtte opstå krav imod selskabet.

I det følgende ser vi nærmere på nogle konkrete eksempler fra nyere retspraksis, hvor en ejer eller direktør blev gjort personligt ansvarlig for forhold vedrørende et selskab.

Det helt korte resume, for den travle virksomhedsejer

Disse gode råd hjælper dig med at undgå et personligt erstatningsansvar;

  • Når du laver kontrakter med dine samhandelspartere, bør du undgå at ”snige” en ny virksomhed ind som kontraktpart til aftalen, på en måde som er skjult, uigennemskuelig eller påfaldende let at overse eller misforstå for dine samarbejdspartnere
  • Få styr på dine ansættelseskontrakter, og lad ikke ansatte være i tvivl om hvorvidt de arbejder for et selskab eller en personlig virksomhed. Identificer tydeligt arbejdsgiver med navn, adresse og cvr – og angiv tydeligt selskabsformen, hvis arbejdsgiver er et selskab
  • Udvis stor forsigtighed når du medvirker til at overføre driften/aktiverne fra et nødlidende selskab til et nyt selskab. Dette gælder især hvis der er mulige kreditorkrav som ikke er endeligt fastslået

3 eksempler hvor direktør eller ejer må hæfte personligt

Udskiftning af firma i løbende samhandel

J drev personlig virksomhed med b.la. salg af legetøj. J fik kontakt til et polsk firma, som fremstillede legetøj, og de indgik aftale om forhandling. Da samhandlen gik godt, oprettede J et anpartsselskabs (ApS), og der blev indgået en distributionsaftale mellem det polske firma og J’s nye ApS. Det fremgik dog ikke af distributionsaftalen, at det nye danske firma var et selskab (ApS).

Parterne blev derefter uenige, samarbejdet ophørt, og der var konflikt om hvorvidt det polske firmas tilgodehavende for varekøb skulle honoreres at J personligt, eller om det kun var J’s nye ApS som hæftede for betalingen.

Spørgsmålet i retssagen var, om J havde udskiftet sin personlige virksomhed med sit nye ApS på en sådan måde, at det polske firma hverken vidste eller burde have vidst, at der var sket et skifte af deres handelspartner.

Retten lagde blandt andet vægt på:

  • At det i distributionsaftalen ikke var angivet, at det danske firma nu var et ApS, selvom det var selskabets CVR-nummer og adresse der fremgik
  • at det polske firma i hele forløbet havde faktureret direkte til J’s personlige virksomhed, uden at J gjorde indsigelser herimod, og
  • at J’s vidneforklaring, der var støttet af et vidne, ikke var tilstrækkelig til at bevise, at det polske firma var eller burde have været bekendt med at deres danske handelspartner var skiftet fra en personlig virksomhed til et ApS

Rettens afgørelse blev, at J hæftede personligt overfor det polske firma.

Det kan formentligt udledes af dommen som en generel regel, at hvis man udskifter et personligt firma i en løbende samhandel, og dette faktum er ”skjult” for samhandelspartneren, da vil man fortsat hæfte personligt for samhandelen med den pågældende handelspartner.

Direktør dømt til at betale lønkrav af personlig formue

A arbejdede på et pizzeria. B var direktør i et selskab (ApS), og pizzeriaet var en del af det koncept, som dette selskab drev. Efter kort tid opstod der uenighed mellem parterne omkring b.la. størrelsen af A’s løn.

Der var ikke oprettet en ansættelsesaftale for A, ligesom A ikke var registreret i selskabets lønsystem. På baggrund af beviserne i sagen, blev det konkluderet af retten, at A’s arbejde var lønmodtagerarbejde.

Det var B som havde ansat A, men det fremgik ikke tydeligt nogen steder at B ejede eller handlede på vegne af selskabet. B kunne ikke bevise, at ansættelsen var aftalt mellem A og selskabet, hvorfor B blev anset som arbejdsgiver og dermed hæftede for lønbetaling og godtgørelse for manglende ansættelses-bevis til A.

Dommen illustrerer vigtigheden af at sikre en korrekt skriftlig aftale før samarbejdet indledes. Hvis der var indgået en gyldig ansættelseskontrakt inden arbejdets påbegyndelse, og selskabet tydeligt var angivet som arbejdsgiver, havde direktøren næppe hæftet personligt for lønkrav.

Dommen illustrerer også faren ved at starte et ansættelsesforhold med intentionen om først at forholde sig til de egentlige ansættelsesvilkår på et senere tidspunkt.

Direktør i byggefirma var personligt ansvarlig for bygherres tab

Selskabet F opførte et parcelhus for A og B. Efterfølgende blev der konstateret mangler, og der opstod uenighed om udbedringen da selskabets direktør, D, ikke kunne finde en løsning med A og B.

I juli 2015 indgav A og B stævning imod selskabet F.
I august 2015 fik D og dennes rådgiver, C, en vurderingsrapport for værdierne i selskabet F.
I november 2015 solgtes alle værdierne i selskabet F til et nystiftet selskab, F2.
I marts 2017 blev F dømt til at betale ca. kr. 156.000 med tillæg af sagsomkostninger til A og B.
Selskabet F blev senere i 2017 taget under konkurs.

Ved salget af selskabet F’s aktiver i 2015 var langt størstedelen af betalingen sket ved, at det nye selskab, F2, overtog gæld fra det gamle selskab – dvs. der blev ikke betalt et kontant beløb svarende til aktivernes reelle værdi, og dermed fik A og B en dårligere mulighed for at opnå dækning af deres krav.

A og B anlagde sag mod direktøren D og rådgiveren C. Spørgsmålet var om D og C blev erstatningsansvarlige ved at sælge aktiverne fra selskabet F på et tidspunkt hvor det var uafklaret, om A og B ville vinde retssagen om mangler og derved få et krav imod F.

Retten lagde særligt vægt på;

  • At det måtte stå D og C klart, at salg af alle aktiver i F uden at gemme et beløb til dækning af eventuelle krav ville efterlade A og B uden mulighed for at få dækning, såfremt de vandt sagen om mangler,
  • at D og C ikke havde grundlag for på forhånd at afvise, at A og B muligvis ville vinde sagen,
  • at D og C havde forklaret, at de overdragede aktiver til det nye selskab for at undgå latente krav fra tidligere byggerier, hvilket var sædvanligt i byggebranchen og
  • at aktiverne var overdraget til et nærtstående selskab, F2, til lavere værdier end ”going concern” og andre at usikrede kreditorer end A og B fik dækket deres tilgodehavende af F2, hvorfor der forelå forskelsbehandling af kreditorerne i konkurs

Retten konkluderede, at D og C var personligt og solidarisk erstatningsansvarlige for den skete skade.

Dommen fremhæver, at det kræver særlig forsigtighed, når en nødlidende virksomheds aktivitet skal reddes over i et nyt selskab for at fortsætte. Her gælder både for ejere, ledelse og rådgivere, at hvis man med vilje eller på groft uagtsom vis påfører andre et tab, kan det medføre en personlig hæftelse for den skete skade.

Vil du vide mere om emnet, kontakt mig.

Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få  en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.

Please enable JavaScript in your browser to complete this form.
Ring 8.00 - 16.00
+45 72 30 12 05
Eller skriv til os 24/7
mail@stormadvokatfirma.dk
cross