Hvor mange virksomhedsejere går dagligt rundt og tænker over, hvad der sker med virksomheden, hvis de pludselig ikke selv er i stand til at lede den eller, ultimativt, ikke er her længere? I virkeligheden kræver det blot, at du har tænkt det én gang og sørget for, at det er skrevet ned.
Denne klumme er oprindeligt udgivet i Effektivt Landbrug den 14. november 2022
Hvad gør du, hvis du pludselig ikke kan lede dit landbrug?
Alle landmænd kender tidsforbruget og den energi, de anvender i bedriften for at fremme landbrugets resultater mest muligt. Få får professionel hjælp undervejs.
De færreste har en nødplan, der tager over, hvis uheldet rammer landmanden og dermed handlingslammer landbrugets daglige drift og fortsatte udvikling. Jeg vil i denne klumme give dig inspiration til dit eget tjek af dit landbrug og dermed også få lavet en tidssvarende beredskabsplan.
Et landbrug uden ledelseskompetence, er absolut ikke ønskværdigt. Jeg deler her fraværet af kompetence op i tre scenarier:
Hvis landmanden forbigående er ”ude af drift” enten på grund af sygdom, indlæggelser, orlov eller udlandsophold, kan landbrugsvirksomheden ledes ved hjælp af en skriftlig fuldmagt fra landmanden til den eller dem, der skal udøve ledelsen i landmandens midlertidige fravær. Rækkevidden af fuldmagten kan beskrives og den kan tidsbegrænses.
En fuldmagt af den art bør altid kunne tilbagekaldes af fuldmagtsgiveren og vil typisk ophøre af sig selv efter udløbet af den periode, den skal gælde i.
De, der typisk får fuldmagt, er betroede medarbejdere eller landmandens familie. Der savnes ofte nogle guide-lines fra landmanden om driften og strategien, så her er et godt sted at sætte ind som landmand, nemlig at være mere synlig i at kommunikere de mål, du har sat for din bedrift.
Ved et varigt fravær af kompetencen, kan landmanden ikke tilbagekalde en fuldmagt. Derfor er der særlige formkrav til, hvordan en sådan fuldmagt oprettes.
Det er muligt at anvende reglerne om fremtidsfuldmagter og her indarbejde en egentlig drejebog eller handlingsplan til, hvordan bedriften i sådanne situationer skal drives og/ eller afhændes. Det vil typisk også være her, at rammerne for et generationsskifte kan være beskrevet. Sådanne dokumenter kaldes også populært for et virksomhedstestamente.
Ved landmandens dødsfald ophører den retlige handleevne og dermed også kompetencen til at træffe beslutninger i virksomheden.
Det kompetencemæssige tomrum, der opstår vedvarer indtil skifteretten har udleveret boet til den behandlingsform, der er anmodet om. Dette vil typisk være et privat skifte ved arvingerne.
Alle landmænd bør befri virksomheden for en lang ”tomgangsperiode” og samtidigt også sikre, at der er en klar og afstemt beskrivelse af, hvad der skal ske med virksomheden. Indtil boet er udleveret til en skifteform, kan driften ske ved at der udpeges en midlertidig bobestyrer af skifteretten
Det at være på forkant med dødsfald håndteres juridisk ved hjælp af de familieretslige dokumenter – hovesagligt af et testamente i kombination med en ægtepagt.
Det bedste, du kan gøre som ejer af et landbrug er at søge rådgivning og sparring om, hvordan du sikrer dit landbrug mod dit eget fravær. Du bør finde en rutineret og erfaren advokat, der kan tage de dybe drøftelser med dig om landbrugets bedste afsæt i fremtiden. Herefter laves de aftaler og dokumenter, der konkret passer til dig og din bedrift.
Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.