AB 18 betyder nye aftalevilkår for byggeriet

7. marts 2018
3 minutters læsetid
momsfritagelse ved handel med fast ejendom

De almindelige betingelser for dansk byggeri AB 92 og ABR 89 (”AB-systemet”), der regulerer aftaler på entrepriseområdet, bliver erstattet af nye, opdaterede betingelser, kaldet AB 18 og ABR 18. Kontakt os allerede i dag, hvis du har brug for rådgivning omkring betydningen for din virksomhed.

De nye betingelser blev sendt i høring den 2. februar 2018, og de endelige betingelser forventes offentliggjort til maj. Hos STORM Advokatfirma følger vi vedtagelsen og ændringen af disse betingelser og er klar til at rådgive ud fra dem.

De nye betingelser, der i vid udstrækning er inspireret af internationale standarder, herunder lignende bestemmelser i det internationale regelsæt FIDIC, indeholder væsentlige ændringer for dansk byggeri.

Her gennemgår vi de væsentligste ændringer i AB 18:

Skærpede krav til arbejds- og tidsplaner

For at imødegå udfordringer med planlægning indføres en række krav til arbejds- og tidsplaner, her-under en hovedtidsplan. Entreprenøren skal udarbejde en arbejdstidsplan og skal fremover angive rækkefølgen af de enkelte arbejder i denne arbejdstidsplan. Hvis entreprenøren ikke medvirker, har bygherren ret til at fastlægge entreprenørens arbejdstidsplan og lade den indgå i detailtidsplanlægningen.

De nye betingelser stiller desuden krav om løbende projektgennemgang, og at arbejds- og tidsplanerne løbende opdateres for at fremme, at parterne allerede under byggeriet tager stilling til eventuelle tidsfristforlængelser, ekstrabetalinger og dagsbodskrav.

Dagbog for overskridelse af mellemfrister

Som noget nyt foreslås indførelse af dagbøder, hvis entreprenøren overskrider mellemfrister, og fristen er afgørende for byggeriets videre proces.

Kvalitetssikring gennem førgennemgang og afhjælpningsgennemgang

For at reducere antallet af fejl og mangler indføres der krav om løbende kvalitetssikring og gransk-ning, samt afholdelse af en førgennemgang inden aflevering af byggeriet. Ved denne førgennemgang skal fejl og mangler registreres, således at entreprenøren kan nå at afhjælpe disse inden afleveringen.

Der indføres desuden en afhjælpningsgennemgang, hvor der aftales en samlet gennemgang af afhjælpningen for at fremme en hurtigere, samlet afhjælpning.

Ny konfliktløsningsmodel ”hurtig afgørelse” og ”løsningstrappe”

Der foreslås en ny måde at håndtere konflikter på gennem ”hurtig afgørelse”: Hvis der opstår konflikter under byggeriet, udpeges en opmand, der træffer afgørelse på skriftligt grundlag og uden syn og skøn. Afgørelsen er bindende for parterne, medmindre den inden 8 uger indbringes for voldgiftsretten.

Der foreslås desuden indført en ”løsningstrappe”, hvor tvisten skal søges løst af parterne ved forhandling. Først efter udløb af nærmere frister for forhandling er parterne berettigede til at indbringe sagen for voldgift eller mægling/mediator.

Endeligt foreslås det, at der udarbejdes forenklede vilkår for entrepriser af mindre omfang, tid eller økonomi. Disse vilkår foreligger endnu ikke.
ABT 93, der også er en del af AB-systemet, vil også blive ændret og erstattet af nye betingelser (ABT 18). Revisionen heraf foreligger dog endnu ikke og forventes senere på året. Hvis bygherren er forbruger, anvendes i stedet regelsættet AB-forbruger, som senest blev revideret i 2012. Disse betingelser er ikke genstand for revision i denne omgang.

Når AB-systemet er blevet revideret, skal det godkendes af Transport-, Bygnings- og Boligministeriet. Det forventes herefter, at de nye regler kan anvendes fra den 1. januar 2019.

Kontakt os allerede i dag, hvis du har brug for rådgivning i forbindelse med entreprise på telefon 72 30 12 05

Vil du vide mere om emnet, kontakt mig.

Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få  en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.

Please enable JavaScript in your browser to complete this form.
Ring 8.00 - 16.00
+45 72 30 12 05
Eller skriv til os 24/7
mail@stormadvokatfirma.dk
cross