Har du været udsat for vold eller en anden forbrydelse, der udgør en overtrædelse af straffeloven, kan du være berettiget til udbetaling af erstatning og/eller godtgørelse fra staten. I den forbindelse er der en række betingelser, du skal være opmærksom på.
Det er et krav, at du har lidt en skade, og at skaden er sket som følge af en overtrædelse af straffeloven. Det typiske eksempel er voldsforbrydelser, men du kan også have ret til erstatning efter overgreb som frihedsberøvelse, voldtægt og blufærdighedskrænkelse, og andre forbrydelser, hvorved staffelovgivningen er overtrådt.
Derudover skal der være fremsat krav om erstatning over for skadevolderen, hvis sagen har været i retten. Dette kan en beskikket bistandsadvokat hjælpe med.
Der er en række tidsfrister, man som skadelidt skal være særligt opmærksom på.
For det første, er det et krav, at den pågældende forbrydelse er anmeldt til politiet uden unødigt ophold, hvilket normalt er inden for 72 timer efter, at forbrydelsen er begået. Selvom der i perioden efter et overfald er mange andre ting, der fylder, er det alligevel vigtigt, at hændelsen bliver anmeldt til politiet.
For det andet, skal kravet på erstatning eller godtgørelse være fremsat over for Erstatningsnævnet inden for en bestemt tidsfrist. Fristen er senest 2 år efter afsigelse af endelig dom i sagen, hvis sagen har været indbragt for retten. Alternativt er fristen senest 2 år fra politiets meddelelse om, at efterforskningen stoppes. Har sagen ikke været indbragt for retten, og har politiet ikke foretaget nogen egentlig efterforskning, er fristen 2 år fra forbrydelsen blev begået.
Når du ønsker at søge om erstatning ved Erstatningsnævnet, skal ansøgningsskemaet afleveres til politiet, der herefter sender ansøgningen og sagens akter til Erstatningsnævnet. Erstatningsnævnet vil herefter behandle ansøgningen. Det er vigtigt at huske, at ansøgningsskemaet ikke kan sendes direkte til Erstatningsnævnet.
Hvis du har brug for hjælp til at afklare, om du er berettiget til erstatning eller godtgørelse efter et overfald, er du velkommen til at kontakte os på telefon 72 30 12 05 for en gratis vurdering af din sag.
Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.