
Kan du få erstatning som fleksjobber, selv om lønnedgangen er under 15 procent?
11. juni 2026
3 minutters læsetid


Mange tror, at retten til erstatning for tab af erhvervsevne altid kræver en lønnedgang på mindst 15 procent. Det er et forståeligt udgangspunkt, fordi arbejdsskadesikringsloven som hovedregel siger, at der ikke ydes erstatning, hvis tabet af erhvervsevne er mindre end 15 procent. Men for fleksjobbere kan billedet være mere nuanceret.
Når du efter en arbejdsskade bliver visiteret til fleksjob, bliver tabet af erhvervsevne vurderet efter særlige regler i arbejdsskadesikringslovens § 17 a. Her tager man udgangspunkt i forskellen mellem din indtjening før arbejdsskaden og din indtjening efter arbejdsskaden, herunder løn fra arbejdsgiver og flekslønstilskud fra kommunen. Det betyder, at beregningen ikke kun handler om din løn på lønsedlen, men om den samlede økonomiske situation, der følger af fleksjobbet.
Højesteret har i 2025 slået fast, at en fleksjobber kan have krav på minimumserstatning svarende til et erhvervsevnetab på 15 procent, selv om det konkrete indtægtstab er opgjort til mindre end 15 procent. Dommen angiver, at tabet skal være mindst 5 procent. Det afgørende er, om tabet er klart og varigt. Det betyder, at en matematisk beregning ikke nødvendigvis kan stå alene, hvis arbejdsskaden reelt har medført en varig forringelse af din mulighed for at skaffe dig indtægt ved arbejde.
For mange fleksjobbere kan indtægtstabet fremstå relativt lavt, fordi fleksjobordningen delvist kompenserer økonomisk med betaling af flekslønstilskuddet. Men du kan altså være berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne, hvis dit tab beregnes til mellem 5 og 15 procent.
Lyt til podcasten Tab af erhvervsevne ved lønnedgang på mindre end 15 %
Ved vurderingen af tab af erhvervsevne ser Arbejdsmarkedets Erhvervssikring blandt andet på din tidligere indtjening, din aktuelle indtjening, flekslønstilskud, helbredsmæssige begrænsninger, uddannelse, alder, erhvervserfaring og muligheder for omskoling. Derudover vurderes det, om fleksjobbet skyldes arbejdsskaden, eller om der også er andre forhold, der har haft betydning.
Det sidste punkt er vigtigt. Hvis du havde helbredsmæssige problemer før arbejdsskaden, kan myndighederne vurdere, om dele af dit erhvervsevnetab skyldes andre forhold end arbejdsskaden. Det betyder ikke nødvendigvis, at du mister retten til erstatning. Men det kan få betydning for, hvor stor en del af tabet der kan henføres til arbejdsskaden.
Du bør være særligt opmærksom, hvis du har fået afslag på erstatning, fordi din lønnedgang blev opgjort til under 15 procent. Det gælder især, hvis din sag er afgjort efter reglerne om fleksjob, og hvis dit tab er varigt og klart dokumenteret. I nogle tilfælde kan der være grundlag for at anmode om genoptagelse. Anmodningen om genoptagelse skal i disse tilfælde altid sendes til Arbejdsmarkedets Erhvervs-sikring, uanset om det er Ankestyrelsen, der sidst har truffet afgørelse i sagen.
Dokumentation er afgørende. Jo bedre sammenhæng der kan dokumenteres mellem arbejdsskaden og fleksjobbet, desto stærkere står sagen.
Reglerne om tab af erhvervsevne for fleksjobbere er komplekse, og små forskelle i beregningsgrundlag, dokumentation og juridisk argumentation kan få stor økonomisk betydning. Har du fået afslag, eller er du i tvivl om, hvorvidt din arbejdsskade er vurderet korrekt, bør du kontakte en advokat med speciale i erstatning for personskade. En advokat kan gennemgå afgørelsen, vurdere om beregningen er korrekt, og hjælpe dig med at få sagen genoptaget eller påklaget, hvis der er grundlag for det.
Har du fået en arbejdsskade og er du kommet i fleksjob? Kontakt en advokat med speciale i erstatning for personskade og få vurderet, om du har krav på erstatning for tab af erhvervsevne.
Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.

