Fik hjælp til genoptagelse af sagen og 150.000 kroner i erstatning

5. februar 2021
2 minutters læsetid
erstatningssag fagforening

Først fik han hjælp til sin erstatningssag af sin fagforening, som ikke mente at man kunne hjælpe ham mere. Så henvendte han sig til os og har nu fået 150.000 i erstatning.

I 2015 var en af vores klienter ude for en ulykke på sit arbejde, da han skulle stige ud af sin lastbil. Her landede han desværre på en sten og forvred venstre fodled.

I foråret 2018 anerkendte arbejdsskademyndighederne (Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) skaden som en arbejdsskade. De vurderede dog, at vores klient ikke havde noget varigt mén. Han fik derfor ingen erstatning.

Ingen erstatning for varigt mén

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring lagde ved vurderingen af ménet vægt på, at klienten havde smerter i anklen, og at hans bevægelighed var nedsat. Man mente dog ikke, at dette var nok til at give erstatning for varigt mén.

Vores klient fik på daværende tidspunkt hjælp til sagen fra sin fagforening. I samråd med dem besluttede han, at der ikke var grundlag for at klage over afgørelsen.

Klienten henvendte sig til os i foråret 2020, hvor han havde bedt Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om at genoptage sagen, fordi han havde fået det værre.

Grundlæggende var vi helt uenig i vurderingen af vores klients varige mén. Vi mente som udgangspunkt, at han burde have fået 5 procent i varigt mén allerede tilbage i 2018, og ville derfor også havde rådet ham til at klage over den oprindelige afgørelse, hvis det havde været muligt.

Varigt mén genoptaget

Da det ikke længere var muligt at klage over afgørelsen, blev det i stedet aftalt, at vi skulle hjælpe med at få genoptaget det varige mén.

Kort tid inden udløbet af 2020 traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgørelse herom. Det varige mén blev nu vurderet til 8 procent, og klienten modtog en samlet erstatning på omkring 150.000 kroner.

Vi er rigtig glade for det endelige resultat i sagen, men er også sikre på, at vores klient kunne have fået erstatningen langt tidligere, hvis der var blevet klaget over den oprindelige afgørelse. Heldigvis var det ikke for sent at gøre noget.

Vil du vide mere om emnet, kontakt mig.

Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få  en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.

    Ring 8.00 - 16.00
    +45 72 30 12 05
    Eller skriv til os 24/7
    mail@stormadvokatfirma.dk
    shapol n. enggaard
    Shapol N. Enggaard
    Advokat, Partner
    cross