El-løbehjul: Gode råd om regler og forsikring

2. september 2019
3 minutters læsetid

Har du styr på kravene til de nye el-løbehjul, og ved du, om forsikringen dækker, hvis du eller dit barn kører galt eller skader andre?

Siden de eldrevne løbehjul i januar blev lovlige i Danmark, er de blevet populære blandt både unge og voksne. De fleste af os tænker dog ikke over, hvilke konsekvenser, det kan medføre for både os selv og andre, hvis vi kører galt eller skader andre ved kørsel på el-løbehjulene. Vi giver dig her et overblik over de forsikringsretlige regler der gælder, hvis du påfører andre skade eller selv kommer til skade.

Få det fulde overblik over erstatning

Krav om forsikring

Hvis du kører på dit eget el-løbehjul, er der som udgangspunkt ikke lovkrav om, at løbehjulet skal være forsikret. Hvis uheldet er ude, og du skader andre personer eller ting i forbindelse med kørsel på løbehjulet, kan det dog blive dyrt, hvis ikke du har en ansvarsforsikring, da du i så fald selv skal betale for skaderne. Der gælder ikke ens dækning hos alle forsikringsselskaber, hvorfor det kan være forskelligt fra selskab til selskab, om din kørsel på el-løbehjulet er dækket af din almindelige ansvarsforsikring, eller om det kræver tegning af en tillægsforsikring.

Du bør derfor kontakte dit forsikringsselskab og høre, hvordan netop din forsikring dækker i tilfælde af ulykke.

Kører du derimod på et lejet el-løbehjul, er udlejeren ansvarlig for, at der er tegnet en lovpligtig ansvarsforsikring til at dække de eventuelle skader, som du forvolder ved kørsel på løbehjulet. Du skal dog være opmærksom på, at du skal kunne fremvise dokumentation for, at udlejeren har styr på ansvarsforsikringen. Dette vil typisk fremgå enten af udlejerens hjemmeside eller app.

Hvis du selv kommer til skade

Uanset om du kører på dit eget eller et lejet løbehjul, er det en god ide at have en ulykkesforsikring. Ansvarsforsikringen dækker nemlig kun, hvis skaden forvoldes mod andre end dig selv, og dækker derfor ikke dig som fører af el-løbehjulet.

Hvis ikke du har en ulykkesforsikring til økonomisk dækning af eventuelle skader og du kommer til skade ved kørsel på el-løbehjulet, kan det derfor få store konsekvenser, hvis du eksempelvis får et varigt mén som følge af skaden eller har udgifter til behandling som følge af skaden.

Ulovlig kørsel – ingen dækning

Det er en forudsætning for dækning via både ansvars- og ulykkesforsikringen, at du kører lovligt på el-løbehjulet. Hvis du kører ulovligt på løbehjulet og bliver involveret i en ulykke, kan du risikere at skulle betale selv som følge af grov uagtsomhed – også selvom du har både en ansvars- og ulykkesforsikring. Du skal derfor sikre dig, at du kender kravene til både el-løbehjulet og færdselsreglerne herfor.

Færdselsreglerne følger som udgangspunkt de samme regler, som gælder for cyklisterne. Derudover skal du være opmærksom på, at man skal være fyldt 15 år for at må færdes på et el-løbehjul i trafikken, medmindre man er sammen med en voksen over 18 år. Promillegrænsen er endvidere 0,5.

For så vidt angår kravene til el-løbehjulet gælder blandt andet, at det maksimalt må kunne køre 20 km/t. Løbehjulet skal endvidere være CE-godkendt, og må have en maksimal vægt af 25 kg samt højst være 2 meter langt og 70 cm bredt. Derudover skal det være forsynet med lys og reflekser både foran og bagpå hele døgnet.

Er skaden sket?

Har du været udsat for en personskade, er du altid velkommen til at kontakte STORM Advokatfirmas afdeling for erstatning og personskade og få en gratis og uforpligtende vurdering af din sag. Kontakt os på telefon 72 30 12 05

Vil du vide mere om emnet, kontakt mig.

Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få  en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.

Please enable JavaScript in your browser to complete this form.
Ring 8.00 - 16.00
+45 72 30 12 05
Eller skriv til os 24/7
mail@stormadvokatfirma.dk
cross