Hvordan foretages værdiansættelse i dødsbo?

Værdiansættelsen af aktiverne i et dødsbo har interesse i tre sammenhænge. Det er nødvendigt med en værdiansættelse, hvis afdødes aktiver ikke sælges af boet i fri handel, men i stedet arveudlægges.

Den primære interesse har arvingerne, idet værdiansættelsen afgør, hvordan boets formue deles mellem arvingerne.

Dernæst har skattestyrelsen en interesse i arvingernes valg af værdiansættelse, idet denne definerer, om et bo er over eller under grænsen for skattefrihed.

Endelig har skifteretten (via skattestyrelsen) en interesse i værdiansættelsen, idet den danner baggrund for skifterettens beregning af boafgifter.

I nogle tilfælde har afdøde i et testamente beskrevet, hvordan et aktiv skal værdiansættes og så falde i arv til en eller flere af arvingerne. Sådanne ønsker er alene vejledende, idet enhver arving kan kræve, at et aktiv i et dødsbo vurderes til værdien i handel og vandel. Denne ret er imidlertid eksklusiv for arvingerne og omfatter ikke myndighederne.

Vedrørende fastsættelsen af værdien af en fast ejendom, er skattestyrelsen (og dermed skifteretten) underlagt de restriktioner, der fremgår af værdiansættelsescirkulæret, hvorefter arvinger eller disses pårørende kan foretage en værdiansættelse af fast ejendom i intervallet 85 – 115 % af den offentlige vurdering.

Cirkulæret har i flere omgang været genstand for domstolsprøvelse ligesom skattestyrelsen har udsendt styresignal om, hvornår der kan foreligge særlige omstændigheder, der gør, at arvinger ikke kan anvende cirkulærets bestemmelser.

Den seneste højesteretspraksis udmøntet i en dom fra april 2021 har bekræftet, at skattestyrelsen har vanskeligt ved at få medhold i et ønske om en selvstændig vurdering, og at cirkulæret dermed har en overraskende robusthed.

Uagtet dette, kan det dog være en god idé at anmode om bindende forhåndsbesked, hvis man som arving er usikker på, hvordan værdiansættelsen skal gennemføres.

Værdiansættelse i dødsbo?

Der er politiske indikatorer på, at retstilstanden vil blive ændret og der arbejdes på, at arvinger skal kunne fastsætte en værdi indenfor +/- 20% af den værdi, ejendommen har. Den nye værdi vil – alt andet lige – være på et højere niveau, end i dag. Hvorfor den reelle virkelighed vil være, at det vil blive afgiftsmæssigt tungere at overdrage fast ejendom indenfor familien både i levende live og via et dødsbo.

Hvis et aktiv skal sættes til værdien i handel og vandel, bør der normalt ske et vist fradrag heri, idet et dødsbo normalt afhænder aktiver med fraskrivelse af et muligt ansvar for skjulte fejl og mangler og med et forholdsvist kort tidsrum for at finde en køber. Dette understøtter normalt, at værdien kan sættes i underkanten af en markedsværdi.

Ved familiehandler i levende live, kan parterne tage et skatteforhold om, hvordan en eventuel efterfølgende og uventet skatteligning håndteres.

Denne mulighed har et dødsbo ikke, idet skattestyrelsens ligning først finder sted efter boets afslutning og måske også efter udløbet af fristen for at indgive boopgørelsen er overskredet.

Hvis man som arving er usikker på, hvordan et aktiv skal værdiansættes, kan arvingerne indhente en vurdering fra en sagkyndig og så støtte så meget ret på den som muligt.

Det anbefales generelt, at arvinger rådfører sig med en rutineret dødsboadvokat og herefter tager beslutning om værdiansættelsen af de enkelte aktiver.