Mellemregningskonto – Få et overblik her

Ejeren af et selskab kan stilles meget ringe skattemæssigt, når der er foretaget løbende hævninger og indbetalinger på mellemregningskontoen mellem selskabet og ejeren – også selvom indbetalingerne i årets løb oversteg hævningerne samlet set.

En aktionær med bestemmende indflydelse skal efter omstændighederne beskattes af hver hævning på virksomhedens mellemregningskonto, slår en ny afgørelse fra Højesteret fast.

Sagen omhandler ligningslovens §16 E. Et lån fra selskabet til ejeren kan under visse omstændigheder skatteretligt betragtes som en hævning uden tilbagebetalingspligt. En af disse omstændigheder er, når ejeren har bestemmende indflydelse i det selskab, hvorfra hævningen foretages, og dette ikke sker som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition. En ”sædvanlig forretningsmæssig disposition” kunne f.eks. være som led i samhandel på tilsvarende vilkår som mellem uafhængige parter.

Konsekvensen er typisk, at hævningen skal beskattes som enten udbytte eller løn hos ejeren, hvilket selvsagt kan give uønskede konsekvenser når ejeren, uanset om han tilbagebetaler ”lånet”, beskattes af hævningen.

Højesterets afgørelse

I den konkrete sag foretager en eneaktionær flere mellemregninger med det af ham ejede holdingselskab. Aktionæren foretager via mellemregningskonto løbende hævninger og indbetalinger over en ca. 2-årig periode. Mellemregningskontoen og saldoen er på nogle tidspunkter i aktionærens favør, og på nogle tidspunkter i selskabets favør.

Retten afgør, at aktionæren skal beskattes af hver enkelt hævning på mellemregningskoten, hvor selskabet får et tilgodehavende eller større tilgodehavende mod aktionæren. Aktionæren bliver dermed beskattet både af lånebeløb, der senere tilbagebetales, og af nye hævninger.

Dette medfører i realiteten en dobbelt beskatning, når samme beløb krydser mellemregningskontoen flere gange. Den dobbelte beskatning er dog forudset og accepteret af Folketinget i forbindelse med lovens forarbejder, og kan derfor ikke føre til andet resultat.

Perspektiv

Afgørelsen er i høj grad en stadfæstelse af Vestre Landsrets dom af 26. juli 2021 i samme tvist. Nogen større nyskabelse er der næppe tale om, men dommen sætter dog det endelige punktum for diskussionen om, hvad der er gældende ret for dommens indhold.

Opsummerende kan det siges, at der må udvises en stor forsigtighed når man som aktionær bevæger penge eller andre økonomiske goder mellem sig selv og sine selskaber. Afgørelsen illustrerer vigtigheden af at kende til og overholde de formelle rammer for selskaber og virksomhedsdrift – om end disse til tider kan være uklare i en ganske markant grad.

Undertiden udtrykker forskellige aktører i erhvervslivet, at det ud fra en lavpraktisk betragtning eller almindelig sund fornuft må være sådan, at der ikke beskattes for udbytte eller løn, hvis bare mellemregningerne for året netto er i selskabets favør. Højesteretsdommen stadfæster endeligt, at en sådan overbevisning er uomtvisteligt forkert og kan få ganske fatale skattemæssige konsekvenser.

Der er således god grund til at rådføre sig med advokat eller revisor, før der foretages større dispositioner om bevægelse af økonomiske goder mellem en kapitalejer og selskab.