mail@stormadvokatfirma.dk | 72 30 12 05 | Vi har åbent man-tors 8-16, fre 8-15

konkurrenceklausul mellem kapitalejere

Højesteret: Konkurrenceklausul mellem kapitalejere var gyldig

Højesteret har afgjort at en konkurrenceklausul mellem kapitalejere var gyldig, selvom den ene ejer var i et ansættelsesforhold.

Højesteret tager stilling til om de særlige beskyttelsesregler for lønmodtagere vedrørende konkurrence- og kundeklausuler også gælder kapitalejere med ansættelse i virksomheden. Dette giver et bidrag til at løse problemet, hvor der mellem ejere kan opstå uenighed, hvis en ansat ejer senere forlader virksomheden, og der ikke er enighed om gyldigheden af konkurrence- eller kundeklausuler.

Hovedreglen omkring konkurrence- og kundeklausuler

Når en virksomhed indgår konkurrence- eller kundeklausuler med en lønmodtager, skal aftalen som hovedregel opfylde betingelserne i lov om ansættelsesklausuler. Der er primært tale om beskyttelses-regler til lønmodtagerens fordel. Loven kan i visse tilfælde gælde andre ansatte end lønmodtagere – f.eks. selvstændige erhvervsdrivende eller administrerende direktører.

Dette er væsentligt forskelligt fra konkurrence- eller kundeklausuler der ikke indgås som led i et ansættelsesforhold og derfor ikke er omfattet af loven. I disse tilfælde er der langt større frihed til at aftale netop det, som parterne ønsker.

I praksis giver dette anledning til den konfliktskabende gråzone, hvor en kapitalejer er ansat i virksomheden – typisk som direktør. Hvis den ansatte kapitalejer senere skal forlade virksomheden, er det vigtigt for alle parter at vide, hvilke gyldige konkurrence- og kundeklausuler som gælder efterfølgende.

Højesterets dom – kapitalejer eller ansat

I en sag for Højesteret ejede kapitalejerne A og B i lige sameje selskabet X ApS. Selskabet X ApS og C ejede tilsammen driftsselskabet Y. A, B og C indgik en ejeraftale vedrørende driftsselskabet Y ApS.

Ejer A indgik ligeledes en ansættelseskontrakt med driftsselskabet Y, med ansættelse som ”indehaver/partner”.

Ejer A var således både ultimativ ejer underlagt en ejeraftale, og ansat medarbejder underlagt en ansættelseskontrakt i forhold til driftsselskabet Y.

I forbindelse med en forligsaftale mellem ejer A og ejer B, hvor ejer A skulle sælge sine ejerandele til B, fremgik det udtrykkeligt af forliget, at A fortsat skulle være underlagt en konkurrenceklausul i ejeraftalen.

A fortsatte som ansat i selskabet Y efter salget af ejerandelene, men blev senere afskediget. A etablerer derefter forretning i strid med konkurrenceklausulen i ejeraftalen. A påstod, at vedkommende ikke var bundet af konkurrenceklausulen, fordi den var bortfaldet efter lov om ansættelsesklausuler § 11, stk. 3, idet A ikke selv havde givet rimelig anledning til afskedigelsen.

Højesteret fortolkede loven således, at selvom den konkrete fritagelsesbestemmelse også gjaldt andre end lønmodtagere, måtte der stadig stilles krav om, at der forelå et ansættelsesforhold.

Højesteret konkluderede, at konkurrenceklausulen var indgået som et led i et forlig imellem to kapitalejere, og ikke som et led i ansættelsesforholdet mellem A og selskabet Y, hvorfor konkurrenceklausulen var gyldig og ikke kunne tilsidesættes efter lov om ansættelsesklausuler.

Interessant fortolkningsbidrag

Dommen giver et interessant fortolkningsbidrag til grænsedragningen mellem de skærpede krav i lov om ansættelsesklausuler og den større aftalefrihed for rene kapitalejerforhold.

Dommen viser også, at det kan have betydning for kravene til en gyldig konkurrenceklausul, hvorvidt klausulen er aftalt i en ejeraftale eller en ansættelses- eller direktørkontrakt.

Endelig fremhæver dommen at selvom der er stor aftalefrihed i direktørkontrakter, som ikke er under-lagt funktionærlovens krav, så er der stadig visse væsentlige forhold som skal overvejes når kontrakten udarbejdes.