Når en landmand afgår ved døden, skal den efterladte ægtefælle tage stilling til om vedkommende skal side i uskiftet bo eller foretage et privat skifte. Uskiftet bo er den nemme løsning, men det er absolut ikke altid den mest bekvemme løsning.
Denne klumme er oprindeligt udgivet i Effektivt Landbrug den 28. februar 2024
Den aktuelle baggrund for denne klumme er, at jeg netop inden for en uge har oplevet to sager, hvor en efterlevende ægtefælle til en landmand har valgt at sidde i uskiftet bo, da ægtefællen (landmanden) døde.
Selvom et uskiftet bo på papiret er en nem løsning, har denne skifteform den uheldige konsekvens, at alt skat fra landmanden overføres til ægtefællen og dermed kommer som en ubehagelig overraskelse, når ægtefællen senere vil sælge gården.
Landmænd kan som selvstændigt erhvervsdrivende udskyde beskatningen fra virksomheden ved at foretage afskrivninger på både bygninger og inventar.
Ved et salg kan disse afskrivninger komme til beskatning ved sælgeren som såkaldte genvundne afskrivninger.
Derudover vil en højere salgspris, end den oprindelige købspris på gården kunne udløse en skattemæssig fortjeneste, der beskattes som en ejendomsavance ved sælgeren.
Nøgleordene ovenfor er ”ved sælgeren” og det er her, at den efterlevende ægtefælle i et uskiftet bo bliver den skattemæssige sælger og dermed også den, der skal betale skatterne ved salget.
Hvis man i stedet for et uskiftet bo vælger at foretage et privat skifte, vil sælgeren være boet efter den afdøde og det er et selvstændigt skattesubjekt.
I visse tilfælde vil boet være helt fritaget for skat, i andre tilfælde vil boet (og der med arvingerne og ægtefællen) kunne benytte nogle særlige bofradrag på kr. 13.200 (2024-tal) i indkomsten og dermed vil der være et fradrag på kr. 158.400, der ikke skal betales skat af.
Mit råd er, at man i tilfælde af dødsfald kontakter en erfaren dødsboadvokat inden der tages stilling til, hvordan boet skal behandles.
Den optimale løsning er, at landmandsparret allerede har en plan for, hvordan et dødsbo skal håndteres og har lavet testamente m.v.
Jeg fik heldigvis løst de to sager med uskiftet bo, men jeg har en mistanke om, at der desværre er mange, der vælger den forkerte skifteform.
Det synes jeg er ærgerligt.
Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.