Er du blevet bidt af en hund, sparket af en hest eller blevet påført anden skade af et dyr, har du i nogle tilfælde mulighed for at modtage erstatning.
Der er imidlertid en række forskellige love og særregler i forhold til, hvornår en erstatning kan tilkendes efter en personskade forvoldt af dyr. Disse regler dækker vi i det følgende.
Helt overordnet er der en masse særregler i forhold til, hvornår man kan få erstatning, hvis en skade er forvoldt af et dyr. Det helt klare udgangspunkt for erstatning er dog altid, at der skal være handlet uagtsomt - det vil sige, at der skal være udvist skyld hos den person, der har haft ansvaret for dyret.
Har personen med ansvaret for dyret handlet uagtsomt, kan man kræve erstatning af den pågældende. Omvendt kan man ikke kræve erstatning, hvis det alene er dyrets egen skyld, at skaden er sket, uden at der er personer, der kan gøres ansvarlige herfor.
Når det er sagt, gælder der dog en del særlige regler i forhold hertil. Disse regler findes i både Mark- og Vejfredsloven, i Danske Lov, Hundeloven og Hesteloven.
Reglerne i både Mark- og Vejfredsloven samt Danske Lov er gamle og vil ofte ikke give mulighed for at få erstatning i dag. Dette skyldes, at der skal være tale om en helt særlig type dyr samt en helt særlig form for skade, som ikke længere er typiske i nutidens Danmark.
Derimod kan der være gode muligheder for at få erstatning, hvis din skade er omfattet af reglerne i hunde- eller hesteloven.
Som udgangspunkt kan man ikke få erstatning for en skade forvoldt af et dyr, medmindre en person, som har haft ansvar for dyret, har handlet uagtsomt. Der gælder dog nogle særlige regler om skader forvoldt af både hunde og heste, som i nogle tilfælde giver ret til erstatning.
Man kan få erstatning for en skade forvoldt af en hund, hvis det er hunden, der har været skyld i skaden, og hvis man ikke selv betragtes som besidder i forhold til hunden.
Den, der har hunden i sin varetægt, betragtes som hundens besidder. Det vil ofte være ejeren, men passer man en andens hund, vil man i nogle tilfælde selv blive betragtet som besidder. Det afhænger dog blandt andet af, hvor lang tid man har passet hunden i.
Man kan få erstatning for en skade forvoldt af en hest, hvis det er hesten, der har været skyld i skaden. Derudover er det et krav, at hesten var løsgående på skadestidspunktet. I så fald betales erstatningen af hestens ejer/forsikringsselskab.
Som udgangspunkt har man ret til de samme former for erstatning som ved alle andre former for skader.
Hvis man har ret til erstatning efter de almindelige erstatningsretlige regler eller reglerne i hunde- eller hesteloven, kan man få tilkendt erstatning og godtgørelse for både behandlings- og medicinudgifter, svie og smerte, varigt mén, tabt arbejdsfortjeneste, tab af erhvervsevne samt evt. forsørgertab.
Der er altså ikke nogen begrænsninger i forhold til erstatningsposterne.
Er en skade forvoldt af en hund eller hest, men ikke omfattet af ovenstående regler i hunde- eller hesteloven, kan man stadig få erstatning efter de almindelige regler, som er gennemgået i afsnittet Generelt om skader forvoldt af dyr.
De særlige regler åbner blot op for muligheden for at få erstatning i andre tilfælde end dem, de almindelig erstatningsretlige regler giver mulighed for. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, om ens skade er omfattet af nogle af de særlige regler på området.
Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.