Er dit barn forsikret mod ulykker?

4. maj 2020
3 minutters læsetid
børn ulykkesforsikring

Mange forældre ved ikke nok om forsikringsdækning, når det kommer til deres børn. Mange tror, at børnene er dækket gennem forældrenes ulykkesforsikring eller via familie- og indboforsikringen. Sådan forholder det sig imidlertid ikke.

Vi kan naturligvis ikke forsikre vores børn mod ulykker, men med en ulykkesforsikring kan vi sikre, at børnene er berettiget til en økonomisk kompensation for skaden, hvis det viser sig, at de har brug for genoptræning, eller hvis de får varige mén efter en ulykke.

Hvis uheldet er ude, og vores barn kommer til skade, kan det omvendt betyde, at barnet går glip af muligheden for at få erstatning, og at vi som forældre selv skal betale for eventuelle behandlingsudgifter, hvis barnet ikke er omfattet af en ulykkesforsikring.

Vi gennemgår her 3 vigtige punkter, som du skal være opmærksom på i forhold til børns ulykkesforsikringer.

Børn skal have en selvstændig børneulykkesforsikring

Mange forældre går ud fra, at vores børn automatisk er omfattet af vores egen ulykkesforsikring. Nogle forsikringsselskaber dækker børn, indtil de fylder et eller to år. Herefter er børnene som udgangspunkt ikke dækket af forældrenes ulykkesforsikring. Hvis uheldet er ude, og vores børn kommer til skade, er det derfor vigtigt, at man som forældre har sørget for at tegne en selvstændig børneulykkesforsikring til sine børn.

Familie- og indboforsikringen dækker ikke egne personskader

Nogle forældre tror, at børnene er forsikret mod ulykker gennem husstandens familie- og indboforsikring. Det er rigtigt, at børnene er omfattet af familie- og indboforsikringen op til en vis alder, men en familie- og indboforsikring dækker imidlertid ikke børns egne personskader, ligesom forsikringen ikke dækker forældrenes personskader.

En familie- og indboforsikring dækker derimod situationer, hvor vi eller vores børn er skyld i, at andre end os selv kommer til skade, eller hvis vi ødelægger andres ting.

Det er kun en ulykkesforsikring, som dækker i tilfælde af egne personskader. Vi anbefaler derfor, at både du og dine børn får tegnet selvstændige ulykkesforsikringer.

Vær opmærksom på dækningen på børneulykkesforsikringen

Børneulykkesforsikringen dækker i de situationer, hvor barnet kommer til skade som følge af en ulykke. Det kan eksempelvis være skader, som skyldes et styrt på cykel, et fald på havetrampolinen eller et fald under en fodboldkamp.

Ulykkesforsikringen vil herefter berettige til udbetaling af erstatning, hvis barnet får varige mén som følge af ulykken. Ofte vil ulykkesforsikringen også dække de udgifter, som man har til eksempelvis fysioterapi, kiropraktorbehandling eller anden relevant lægelig behandling.

Hvis uheldet er ude, og der ikke er tegnet en børneulykkesforsikring, kan det derfor betyde, at barnet går glip af muligheden for at få erstatning, og at man selv skal betale for eventuelle behandlingsudgifter til eksempelvis genoptræning.

Mange børneulykkesforsikringer indeholder mulighed for en tilvalgsdækning i form af udbetaling af strakserstatning i tilfælde af eksempelvis knoglebrud. Hvis barnet for eksempel brækker et ben ved et fald på havetrampolinen, er barnet berettiget til en udbetaling umiddelbart efter anmeldelse af skaden til forsikringsselskabet. En strakserstatning er uafhængig af, om barnet ender med at få varige mén efter ulykken, og er tænkt som en økonomisk hjælpende hånd på grund af de ulemper, som man har i perioden efter ulykken.

Vi anbefaler derfor, at man som forældre undersøger sine forsikringsdækninger og sikrer, at børnene også er dækket ordentligt i tilfælde af, at de skulle komme til skade.

Har du eller dine børn været udsat for en ulykke, er du velkommen til at kontakte STORM Advokatfirma på telefon 72 30 12 05 for en gratis og uforpligtende vurdering af sagen.

Foto: Designed by Freepik

Vil du vide mere om emnet, kontakt mig.

Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få  en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.

Please enable JavaScript in your browser to complete this form.
Ring 8.00 - 16.00
+45 72 30 12 05
Eller skriv til os 24/7
mail@stormadvokatfirma.dk
cross