5 vigtige punkter ved køb af lejlighed

7. maj 2021
3 minutters læsetid
køb af lejlighed

Der er godt gang i salget af lejligheder på det danske boligmarked, og der er løbende historier fremme om, hvor hurtigt man som køber skal reagere i forbindelse med køb af lejlighed.

På trods af det travle boligmarked, er det vigtigt at være opmærksom på de særlige forhold, der gør sig gældende i forbindelse med køb af netop ejerlejligheder, så I sikrer jer, at der ikke opstår uventede problemer, eller at I pludselig står over for uforudsete omkostninger.

Ejerforening

I de fleste ejendomme med ejerlejligheder, er der oprettet en ejerforening, som I som nye ejere bliver forpligtet til at være medlemmer af.

Det er derfor relevant at I gør jer bekendt med foreningens vedtægter og økonomiske forhold. Dette kan ske særligt ved gennemgang af foreningens seneste regnskaber.

Det er herudover en god idé, hvis I får gennemgået de seneste referater fra generalforsamlingerne, så I er bekendt med de nuværende forhold i foreningen, og om der er større beslutninger, ændringer i betaling af fællesudgifter, eller andet vigtigt på vej.

I kan herudover med fordel få klarlagt, hvorvidt ejerforeningen har optaget gæld i form af fælleslån eller kassekredit, og hvordan hæftelsen i bekræftende fald vil være for jer.

I vedtægterne bør I særligt fokusere på hvilke forpligtelser I har som medlemmer, herunder vedrørende vedligeholdelse, ligesom der kan være indskrevet forbud mod eksempelvis udlejning, opførelse af altaner eller markiser, m.v.

Ejendommens stand

I de fleste ejerlejlighedshandler, bliver der ikke udarbejdet elinstallations- og tilstandsrapport, som eksempelvis ved handel med en almindelig villa.

Det vil derfor i de fleste tilfælde være dansk rets almindelige regler og principper om erstatning og forholdsmæssigt afslag der er gældende, hvis der måtte vise sig skjulte fejl og mangler ved lejligheden, som I først bliver bekendt med efter jeres overtagelse. Det vil derfor være en god idé, at I grundigt gennemgår lejlighedens stand forinden I indgår aftalen, eventuelt med en byggesagkyndig.

I kan samtidig med fordel undersøge, hvorvidt der i ejerforeningen er udarbejdet vedligeholdelsesplan for de dele af ejendommen, hvor ejerforeningen har vedligeholdelsespligten – eksempelvis for tag, vinduer og murværk.

Ejendommens placering

Ligger ejerlejligheden midt i en by? Og er der planlagt yderligere udvikling af området omkring ejendommen?

I mange større danske byer, er udvikling og yderligere bebyggelse i gang i et hastigt tempo. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, om der er planlagt yderligere udvikling i det område, hvor ejendommen og ejerlejligheden er beliggende.

Det kan eksempelvis være i form af nye lokalplaner – eller forslag hertil – som tillader yderligere bebyggelse hvor I risikerer at miste udsigt eller blive udsat for yderligere støj- eller indbliksgener. Har I eksempelvis købt en lejlighed med udsigt til vand, og der allerede på tidspunktet for jeres køb af lejligheden, er iværksat planlægning af bebyggelse der vil gøre at I mister udsigten fremadrettet, kan dette have indflydelse på ejendommens fremtidige værdi i nedadgående retning.

Investering eller forældrekøb

Overvejer I at købe en ejerlejlighed enten som en investering til brug for udlejning, eller som et forældrekøb, hvor I udlejer til et eller flere børn, skal I først og fremmest være opmærksomme på, om udlejning er tilladt i den pågældende ejerforening.

I skal herudover være opmærksomme på eventuelle skattemæssige konsekvenser ved udlejningen, ligesom vi altid anbefaler at I udarbejder lejekontrakt til indgåelse af lejeforholdet, både ved udlejning af en lejlighed I har købt til investering, men også ved udlejning til jeres barn/børn.

Her kan I læse mere om både forældrekøb og det omvendte forældrekøb.

Som udlejere bør I ligeledes gøre jer bekendt med lejelovens mange bestemmelser, således I sikrer at I som udlejere overholder de forpligtelser I har.

Husk advokatforbeholdet

Ovennævnte er blot nogle få af de punkter I bør være opmærksomme på i forbindelse med køb af lejlighed.

Det er vores klare anbefaling, at I får gennemgået købsaftale og alle øvrige dokumenter i forbindelse med jeres køb af en advokat med speciale i netop bolighandler og køb af ejerlejligheder.

Selvom det går hurtigt på boligmarkedet, kan I blot bede om at få indskrevet et advokatforbehold i købsaftalen, inden I underskriver denne, således aftalen er betinget af at jeres advokat kan godkende handlen i sin helhed. Her kan du læse mere om advokatforbeholdet.

Vil du vide mere om emnet, kontakt mig.

Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få  en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.

Please enable JavaScript in your browser to complete this form.
Ring 8.00 - 16.00
+45 72 30 12 05
Eller skriv til os 24/7
mail@stormadvokatfirma.dk
cross