Piskesmæld: Fik endelig erstatning efter 5 års kamp mod forsikringsselskabet

En af vores klienter var ude for en trafikulykke i slutningen af år 2015, hvor hun blev påkørt bagfra og fik piskesmæld.

Skaden blev efterfølgende anmeldt til modpartens ansvarsforsikringsselskab. Selskabet meddelte efter kort tid, at de havde indhentet en såkaldt ”crashtest”, og at de på baggrund af den beregnede hastighedsændring heri på 5 og 8 km/t ikke fandt ulykken egnet til et medføre personskade.

Hverken vores klient eller vi var enige med selskabet i deres vurdering af sagen. Både fordi vi mente, at selve beregningen af hastighedsændringen var forkert, men også fordi, at vi mente, at hastighedsændringen ikke kunne tillægges afgørende betydning i sig selv.

Der blev derfor klaget til selskabet.

I mellemtiden forelagde klientens ulykkesforsikringsselskab sagen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (dengang Arbejdsskadestyrelsen). Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderede, at der var årsagssammenhæng, og at det varige mén var 10 procent. Ulykkesforsikringsselskabet udbetalte efterfølgende erstatning i overensstemmelse hermed. Ansvarsforsikringsselskabet fastholdt dog, at der ikke var årsagssammenhæng mellem klientens gener og ulykken.

Klienten var herefter nødsaget til at anlægge en retssag.

Retssagens gang

Som en del af retssagen blev Retslægerådet anmodet om en udtalelse vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt klientens piskesmæld var en følge af ulykken.

I svaret på spørgsmål 1 udtalte Retslægerådet:

”Samlet er det Retslægerådets opfattelse, at der er en sammenhæng mellem ulykkestilfældet og sagsøgers klager over nakkesmerter.”

Ansvarsforsikringsselskabet mente dog ikke, at Retslægerådets udtalelse gav tilstrækkelig klarhed over sagen, særligt i forhold til betydning af den lave hastighedsændring. Selskabet meddelte derfor, at de ønskede at stille supplerende spørgsmål til Rådet.

Ved den supplerende besvarelse, udtalte Retslægerådet følgende vedrørende sammenhængen mellem skaden og hastighedsændringen:

”Tidligere videnskabelige undersøgelser af personer, der har været udsat for påkørsel bagfra og med et såkaldt accelerations-decelerations påvirkning af halshvirvelsøjlen til følge, har vist, at der ikke er nogen entydig sammenhæng mellem traumets sværhedsgrad og senere udvikling af følgetilstande. Det vil sige, at selv mindre traumer kan give anledning til vedvarende eller længerevarende klager.”

På baggrund af denne udtalelse blev mulighederne for forlig efterfølgende drøftet med ansvarsfor-sikringsselskabet.

Efter en måneds forhandlinger blev der endelig opnået enighed, og klienten fik udbetalt omkring 185.000,- i erstatning.

Sagens betydning

Det tog altså lang tid inden vi blev enige om, at vores klient havde krav på erstatning. Ulykken skete i 2015, og retssagen blev først afsluttet i 2021. Det er desværre et problem vi ofte ser i sager, som omhandler såkaldte ”lavenergitraumer” (ulykker med en lav hastighedsændring), fordi forsikringsselskaberne bliver ved med at hævde, at sådanne ulykker ikke kan medføre varige skader.

Derfor er vi rigtig glade for, at Retslægerådet, med deres udtalelse i denne sag, gjorde det klart, at lavhastighedstraumer ikke i sig selv udelukker, at der kan ske varig skade. Vi håber derfor også, at det er noget som forsikringsselskaberne vil tage til sig med tiden, da jeg desværre stadig ser rigtig mange sager, hvor erstatningskravet afvises med netop denne begrundelse.