Syv gode råd til dig der vil investere i fast ejendom

31. januar 2020
3 minutters læsetid
investere fast ejendom

Investering i ejendomme

Har bankernes negative renter fået dig til at overveje, at investere i fast ejendom, får du her syv gode råd, så du er godt klædt på til en eventuel investering.

Efter flere danske banker har indført negative renter på indestående formuer, er flere danskere begyndt at overveje investering i fast ejendom som alternativ til at have pengene stående i banken.

I mange tilfælde loves der i salgsprospekter for faste ejendomme ofte høje afkast med forholdsvis lav risiko, hvilket i første omgang hurtigt kan virke tillokkende, hvis man har nogle penge, man gerne vil investere.

Vær opmærksom på faldgruber

Der er dog en masse faldgruber og mange forhold det er vigtigt at være særligt opmærksom på, før man køber en lejlighed eller hel ejendom med henblik på udlejning.

For at hjælpe dig godt i gang med overvejelserne inden dit køb af fast ejendom i investeringsøjemed, får du her 7 gode råd:

  1. Husleje
    Du kan ikke blot fastsætte huslejen urealistisk højt. Der er samtidig forskellige regler alt efter hvilken og hvor gammel ejendommen er.Derfor er det vigtigt, at du er opmærksom på, om huslejen kan fastsættes omkostningsbestemt, efter det lejedes værdi eller efter markedslejen. For at undgå sager i huslejenævnet med din(e) lejer(e) anbefaler vi altid, at du får en sagkyndig til at rådgive i forhold til huslejefastsættelsen.
  2. Beliggenhed
    For at din investering kan give det forventede afkast, vil det specielt ved udlejning af lejligheder have stor betydning, at der ikke er tomgang i udlejningen. For at give dig selv bedst mulige forudsætninger for udlejning, kan du med fordel være opmærksom på ejendommens beliggenhed. Det er oftest lettere at leje lejligheder ud i nærheden af større byers centrum og i nærheden af uddannelsesinstitutioner.
  3. Ejendommens stand
    Er ejendommen velholdt og nyrenoveret, eller kræver den enkelte lejlighed eller måske hele ejendommen til større renoveringer i nærmeste fremtid? Det kan have stor indflydelse på værdien af såvel den enkelte lejlighed, samt på din afkastgrad, såfremt du inden for en kort periode skal afholde større omkostninger til renovering af enten lejligheden eller hvis ejerforeningen beslutter, at der skal investeres i eksempelvis nye vinduer eller nyt tag på hele ejendommen.
  4. Skal du selv være vicevært?
    At udleje én eller flere ejendomme medfører også, at der skal afsættes tid til administrationen af udlejningen. Det drejer sig både om søgning efter nye lejere, ind- og fraflytningssyn, løbende vedligehold og kontakt til lejerne, forbrugsregnskaber, opkrævning af husleje, m.v. Alt efter hvor mange lejemål du udlejer, kan det i nogle tilfælde være fordelagtigt, at søge rådgivning og bistand hos en ejendomsadministrator, der vil kunne forestå hele administrationen af dine lejemål. At få rådgivning og assistance af en ejendomsadministrator er naturligvis ikke gratis,
    hvorfor du bør overveje om din investering kan bære denne udgift, eller om du selv vil forestå alt administration i din fritid.
  5. Skal ejendommen ejes personligt eller via et selskab
    Inden du køber en udlejningsejendom eller enkelt lejlighed, bør du gøre dig overvejelser om, hvorvidt investeringen skal foretages i eller uden for et selskab. Der er skattemæssige konsekvenser, fordele og ulemper ved både privat ejerskab og ved ejerskab igennem en virksomhed. Vi anbefaler at du søger rådgivning hos en advokat i forbindelse med overvejelserne om ejerform.
  6. Finansiering
    Såfremt du skal have finansiering fra enten bank eller realkreditinstitut, er det vigtigt at undersøge de forskellige lånemuligheder grundigt. Du skal inden optagelse af eventuelle lån have gjort overvejelser omkring hvor langsigtet investeringen er, hvor stor risiko du ønsker at løbe i forhold til rentesatser, hvor hurtigt vil du afdrage, skal der være plads til månedligt eller årligt afkast, m.v.
  7. Få styr på lejelovgivningen
    Som udlejer kan det få store økonomiske konsekvenser, hvis ikke du overholder de regler og bestemmelser der findes i den danske lejelovgivning, herunder særligt lejeloven. Det er således særligt vigtigt at være opmærksom på frister for indkaldelse og afholdelse af ind- og fraflytningssyn, opgørelse og fremsendelse af krav samt opsigelses- og ophævelsesvarsler.

Vi har stor erfaring med rådgivning ved køb af både en enkelt lejlighed og ved større og mindre udlejningsejendomme, og du er altid velkommen til at kontakte os på telefon 72 30 12 05 for en uforpligtende snak om dine muligheder.

Vil du vide mere om emnet, kontakt mig.

Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få  en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.

Please enable JavaScript in your browser to complete this form.
Ring 8.00 - 16.00
+45 72 30 12 05
Eller skriv til os 24/7
mail@stormadvokatfirma.dk
cross