Skat af arv

Et dødsbo er et såkaldt selvstændigt skattesubjekt med egne regler, der findes i dødsboskatteloven. Der er enkelte undtagelser til dette, nemlig, hvis boet sluttes som et begravelsesudlæg eller et uskiftet bo. Ved et begravelsesudlæg er det ikke aktuelt, idet boet er af en økonomisk og skifteteknisk beskeden størrelse, og ved et uskiftet bo overgår alle afdødes skattemæssige forpligtelser til den efterlevende ægtefælle.

Ellers er et dødsbo et selvstændigt skattesubjekt, og det betyder, at afdødes skatteforpligtelser skal reguleres efter forholdene i dødsboet.

Professionel hjælp til arveskat

Det kan være vanskeligt at beregne arveskat i et dødsbo. Kontakt en af vores erfarne og specialiserede dødsboadvokater, hvis du har brug for hjælp til arveskat, hvad end det er spørgsmål til beskatning af arv, arveudlæg eller noget tredje vedrørende skat ved arv.

Arveskat i procent

Dødsboer betaler en indkomstskat på 50 % og betaler ikke arbejdsmarkedsbidrag. Der er de samme fradragsmuligheder, som afdøde havde, og derudover har et dødsbo nogle særlige bofradrag, der kan anvendes for hver måned, boet er under behandling. Disse månedlige fradrag er på ca. kr. 12.000, og der kan i alt anvendes 12 fradrag, hvilket så vil give et fradrag for dødsboets indkomst på ca. kr. 144.000.

Hvis dødsboet har en samlet formue på under kr. 3.375.000 (dette fordobles, hvis der er eller var en efterlevende ægtefælle og den sidst afdøde havde været i uskiftet bo), så er det politisk besluttet, at sådanne dødsboer bliver fritaget for skat på arv. Dette forekommer forholdsvis ofte, og det betyder, at selv om afdøde måtte have skubbet en skat foran sig, f.eks. en udskudt skat på aktier eller ved en erhvervsejendom, så vil denne skat bortfalde. I disse situationer skal der ikke laves en selvangivelse for dødsboet, og der skal ikke laves skatteberegninger om den udskudte skat. Hvis boet er skattefritaget, bortfalder al skat og dermed også fradragsretten til rentefradrag, hvis der er lån i et hus. Derfor bør et sådant hus arveudlægges eller sælges så hurtigt som muligt, fordi boet ingen glæde har af rentefradraget på grund af skattefriheden.

Det er kun skatten, der kan bortfalde; en momsgæld eller andre afgifter bortfalder ikke. Der skal også stadig betales arveafgift (boafgift) og måske tillægsboafgift.

Hvis boet har en størrelse, så det er skattepligtigt, skal der laves en boselvangivelse som skal indsendes til Skattestyrelsen samtidigt med indleveringen af boopgørelsen. Selvangivelsen omfatter en længere periode end normalt, idet den omfatter tiden fra seneste opgørelse (typisk den 1.1.) og frem til etårs dagen efter dødsfaldet.

Det er en god idé at alliere sig med en erfaren dødsboadvokat og – i visse situationer – også en revisor til at få lavet bo selvangivelsen og skatteberegningen.

Arveafgift (boafgift) og skat

Hvis der skal betales en skat, kan denne skat trækkes fra i boets formue, inden der skal beregnes boafgift. Er man i den situation, at afdøde faktisk havde et underskud eller et tab på aktier, kan dette i dødsboer komme til udbetaling som en såkaldt negativ skat. Dette skattetilgodehavende skal så tillægges boformuen, og der skal beregnes boafgift af dette.

Skal vi drøfte din sag?

Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få  en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.

Please enable JavaScript in your browser to complete this form.
Jens Axel Kruchov
Ring 8.00 - 16.00
+45 72 30 12 05
Eller skriv til os 24/7
mail@stormadvokatfirma.dk
Jens Axel Kruchov
cross