Såfremt du har fået en skade som følge af behandling, manglende behandling eller for sen behandling, er der mulighed for at søge erstatning hos Patienterstatningen. Patienterstatningen erstatter desuden også følgerne af skadelige bivirkninger, der skyldes behandling med et lægemiddel.
Førend der kan blive tale om erstatning via patienterstatningssystemet kræves, at der er tale om sundhedsfaglig behandling. Behandlingen eller undersøgelsen skal således være udført af en autoriseret sundhedsperson som eksempelvis en fysioterapeut eller en læge.
Det er uden betydning for erstatningsmulighederne, om behandlingen er udført på et privat eller offentligt sygehus eller eksempelvis af en privatpraktiserende læge eller behandler.
Patienterstatningssystemet dækker dog ikke behandlinger foretaget i udlandet på eget initiativ.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at anmeldelse af din patientskade skal ske senest 3 år fra det tidspunkt, hvor du fik eller burde have fået kendskab til, at der er sket en skade.
Udover den 3-årige anmeldelsesfrist gælder der på patientskadeområdet en forældelsesfrist på 10 år. Fristen er absolut, hvilket medfører, at sagen afvises, selvom du først mere end 10 år efter skaden bliver opmærksom på, at der er sket en skade.
Når skaden er anmeldt, da vil Patienterstatningen påbegynde sagens behandling, som indebærer indhentning af lægeligt materiale fra de forskellige behandlingssteder, ligesom Patienterstatningen eventuelt vil bede dig om oplysninger.
For at sikre en korrekt og smidig sagsbehandling er det vigtigt, at anmeldelsesblanketten er korrekt udfyldt.
Såfremt Patienterstatningen anerkender, at der er sket en behandlingsskade, da vil Patienterstatningen tage stilling til, om du er berettiget til erstatning og godtgørelse. Du vil alene være berettiget til erstatning og godtgørelse som følge af den anerkendte merskade – det vil sige, at du ikke får erstatning for grundlidelsen (årsagen til undersøgelse og/eller behandling).
Patientskadesager omfatter skader, som du påfører i forbindelse med en undersøgelse eller behandling. Du kan være berettiget til erstatning i de tilfælde, hvor:
Det er Patienterstatningen, der afgør, hvorvidt en skade er omfattet af loven eller ej. En afgørelse fra Patienterstatningen kan påklages til Ankenævnet for Patienterstatningen.
Hvis der er grundlag for at anmelde en patientskade, da kan det gøres digitalt på Patienterstatningens hjemmeside eller ved fremsendelse af anmeldelsesblanket.
Du kan altid klage over Patienterstatningens afgørelser, hvis du enten ikke har fået tilkendt erstatning, eller hvis du mener, at en tilkendt erstatning er for lille.
En klage skal indgives til Ankenævnet for Patienterstatningen. Fristen for at klage over en afgørelse fra Patienterstatningen er 1 måned.
Ankenævnet for Patienterstatningen tager stilling til klage og vil i de fleste tilfælde forelægge sagen for en intern ansat lægekonsulent. Ankenævnet for Patienterstatningen har i forbindelse med sagens behandling adgang til alle de sagsakter, som Patienterstatningen har indhentet.
Såfremt du ikke er tilfreds med afgørelsen fra Ankenævnet for Patienterstatningen, kan sagen indbringes for domstolene. Fristen herfor er 6 måneder.
Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.