Bopæl advokat

Bopæl advokat

Barnets bopæl efter samlivsophævelse

Efter en samlivsophævelse, separation eller skilsmisse skal der tages stilling til, hvor jeres fælles børn eller barn skal bo.

Den forælder, der har bopælen over børnene, bliver bopælsforælderen og den anden bliver samværsforælderen. Dette gælder som udgangspunkt også selvom I aftaler, at samværet skal praktiseres som en deleordning f.eks. en 7/7 ordning, hvor børnene opholder sig lige meget hos hver forælder. I kan dog aftale delt bopæl, hvilket du kan læse mere om nedenfor.

Indtil den 1. juli 2020 var reglerne sådan, at par som ophæver deres samliv automatisk havde delt bopæl over børnene de første 3 måneder efter samlivsophævelsen. De regler er nu afskaffet. Det har den konsekvens, at man nu kan ansøge Familieretshuset om bopælen med det samme, såfremt man ikke kan blive enige om, hvor børnene skal bo.

Er der uenighed om barnets bopæl skal sagen startes ved at indgive en anmodning til Familieretshuset, som vil forsøge at løse sagen med forældrene. Kan sagen ikke løses i Familieretshuset, vil Familieretshuset indbringe sagen for Familieretten, som afgør sagen ved dom.

familieret

Midlertidig aftale eller afgørelse om barnets bopæl

Ønsker du at tage barnet med dig, når du flytter, kan du anmode Familieretshuset om at træffe en midlertidig afgørelse om bopæl, som skal gælde indtil spørgsmålet om bopæl er afgjort i retten. Det er kun muligt at få tillagt bopælen midlertidigt, hvis der er særlige forhold der gør, at en afgørelse om bopæl er nødvendig straks. En ansøgning om midlertidig bopæl skal ligesom en ansøgning om ændring af barnets bopæl sendes digitalt til Familieretshuset.

I kan selv lave en midlertidig aftale i enighed om barnets bopæl, der skal gælde, indtil sagen er afgjort i retten. Du skal dog være opmærksom på, at den midlertidige aftale I laver kan få betydning for afgørelsen af bopælsspørgsmålet i retten, og du bør derfor rådføre dig med en advokat, forinden du laver en aftale, så du kender de mulige konsekvenser heraf.

Aftale om delt bopæl

Forældre har mulighed for at aftale, at barnet skal have delt bopæl. Det forudsætter dog, at forældrene er enige om væsentlige og overordnede forhold. Der kan altså som udgangspunkt ikke være forhold, som de er uenige om, herunder f.eks. samvær, udgifter til børnene eller hvilken daginstitution barnet skal gå i.

Den delte bopæl åbner op for muligheden for at forældrene i familieretlig forstand anses som ligestillede. Det er dog vigtigt at have for øje, at barnet stadig kun har folkeregisteradresse ét sted, ligesom offentlige ydelser også kun tilgår den ene af forældrene.

Delt bopæl er ikke for evigt. Det er nemlig muligt at ophæve aftalen om den delte bopæl. Dette kan gøres ensidigt over for den anden forælder.

Hvad betyder det at være bopælsforælder?

Barnet skal have sin adresse hos bopælsforælderen.

Det er som udgangspunkt bopælsforælderen, der bestemmer, hvor i Danmark barnet skal bo. Hvis bopælsforælderen ønsker flytning med barnet til udlandet, skal samværsforælderen være enig, hvis der er fælles forældremyndighed. En flytning inden for landet skal dog varsles over for den anden forælder senest 6 uger før.

Bopælsforælderen bestemmer, hvor barnet skal gå i daginstitution, til fritidsaktiviteter hos bopælsforælderen og om barnet skal gå til skolepsykolog.

Væsentlige beslutninger om barnets forhold skal også afgøres i enighed mellem bopælsforælderen og samværsforælderen, hvis der er fælles forældremyndighed. I skal derfor som forældre være enige om skolevalg, skolefritidsordning, væsentlig medicinsk behandling, udstedelse af pas, navnevalg og religiøse forhold.

Bopælsforælderen modtager som udgangspunkt børne- og ungeydelse fra kommunen. Derudover kan bopælsforælderen søge om børnebidrag hos samværsforælderen, såfremt samværsforælderen ikke opfylder sin forsørgelsespligt. Omvendt er det også bopælsforælderen, der som udgangspunkt betaler for f.eks. daginstitution.

Hvad betyder samværsforælder?

Samværsforælderen er den forælder som ikke har barnet boende, og ikke har barnets adresse, der kan dog være aftalt delt bopæl, som du kan læse mere om nedenfor. 

Udgangspunktet er, at børn har ret til begge sin forældre. Barnet eller børnene har derfor ret til samvær med den forælder barnet ikke bor hos, ligesom du som samværsforælder som udgangspunkt har ret til at se dit barn.

Du kan som samværsforælder have samvær med dit barn maksimalt 7 dage ud af 14 dage. Dette skyldes, at barnet skal have bopæl hos den forælder, hvor barnet opholder sig mest.

Det er samværsforælderen, der bestemmer rammerne for samværet. Medmindre forældrene har aftalt andet eller Familieretshuset eller Familieretten har truffet afgørelse om andet bestemmer samværsforælderen, derfor hvor barnet opholder sig under samværet. Samværsforælderen bestemmer ligesom bopælsforælderen, hvilke fritidsaktiviteter barnet skal gå til under samværet.

Hvor skal barnet have bopæl?

Det er jer, der som forældre, sammen skal vurdere, hvor det vil være bedst for jeres barn at have bopæl. Kan I ikke blive enige, afgør retten sagen. Sagen skal dog startes med en ansøgning til Familieretshuset.

En bopælssag kan starte umiddelbart efter samlivsophævelsen eller såfremt en af forældrene, på et senere tidspunkt, ønsker at ændre barnets bopæl.

Det afgørende for barnets bopæl er som udgangspunkt, hvem der under forældrenes samliv har været den primære omsorgsperson, og hvem Familieretten anser for fremover bedst kan sørge for at opretholde samarbejdet omkring samværet m.v. med den anden forælder.

Under en sag om bopæl vil barnets perspektiv blive belyst og indgå i sagen. Er barnet i skolealderen vil udgangspunktet være, at barnet skal til en samtale i Familieretshuset og eventuelt også i Familieretten. Der vil endvidere blive indhentet udtalelser fra skole, daginstitution og eventuelt myndigheder som har kendskab til jeres børn.

En afgørelse om bopæl vil herefter blive truffet ud fra en samlet vurdering af, hvad der er bedst for barnet eller børnene fremadrettet.

Lyt til vores podcasts

Lyt til flere

Gå på opdagelse i vores vidensunivers

Læs flere

Skal vi drøfte din sag?

Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få  en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.

Please enable JavaScript in your browser to complete this form.
Lene Marie Braad
Ring 8.00 - 16.00
+45 72 30 12 05
Eller skriv til os 24/7
mail@stormadvokatfirma.dk
cross