Det er en svær og hård tid for de pårørende, når nogen dør. Ud over sorgen, skal der tages stilling til en masse praktiske ting og der skal styr på det juridiske.
Vi har samlet processen på disse sider, så du får et nemt overblik. Den grønne farve markerer, hvor du er i processen.
Et privat skifte er den mest anvendte skifteform og den kræver, at arvingerne er enige om at vedgå arv og gæld, og at de forventes at forblive enige om boets forhold og de beslutninger, der skal tages undervejs om salg, m.v.
Arvingerne ansætter oftest en rutineret advokat til at udføre selve bobehandlingen, hvilket også er vores anbefalingen.
Hvis arvingerne vælger at gøre det selv, vil det ofte medføre, at én af arvingerne sidder med hele ansvaret, og det sker desværre ofte, at vedkommende bliver træt undervejs, og at der derfor skabes en dårlig oplevelse for alle.
Udgiften til advokatbistand er en såkaldt boudgift, hvilket betyder, at boet kan fratrække udgiften før der skal beregnes boafgift.
Kontakt en af vores specialiserede advokater
Det private skifte etableres først når skifteretten har udleveret boet til behandling, som et privat skifte og udstedt en skifteretsattest.
Denne skifteretsattest er arvingernes bevis på, at de nu kan optræde på boets/afdødes vegne og begynde at foretage betaling af begravelse, gæld og foretage økonomiske dispositioner i det hele taget.
Der skal indrykkes et proklama, hvorefter afdødes kreditorer får en frist på 8 uger til at anmelde deres tilgodehavender. Det betyder at der som hovedregel ikke bør ske udbetaling af arv fra boet før proklamafristen på de 8 uger er udløbet. Hvis der sker udledning af arv eller foretages udbetaling af arv inden boets afslutning, kaldes dette fælles for a-conto udlodninger. Der er pligt til at indberette sådanne a-conto udlodninger til skattestyrelsen og a-conto udlodninger afskærer samtidigt arvingerne fra at meddele arveafkald.
Som arving skal man være varsom med, at nogle arvinger for arven før tid frem for de øvrige arvinger. Idet alle arvingerne hæfter for betalingen af boets omkostninger og boafgiften.
Boets midler bør samles på en bokonto i et pengeinstitut, og forblive der indtil skifteretten har godkendt boopgørelsen og fremsendt en beregning over boafgiften. Inden der sker udbetaling af arv, skal der også afsættes et beløb til at dække denne boafgift.
Den arv, man modtager som arving er skattefri, idet der alene skal betales en boafgift på 15% af, hvad der overstiger ca. kr. 300.000 pr. dødsbo. Den værdi, arvingerne har anvendt i boopgørelsen er også arvingens egen nye anskaffelsespris.
Hvis eksempelvis afdøde havde aktier og disse er en del af arven. Vil de blive registreret som arvingens aktier til den kurs, der er anvendt i boopgørelsen. Derved kan arvingen opleve at støde ind i en fortjeneste på sigt, når aktierne skal sælges og den fortjeneste skal arvingen selv betale skatten af. Det gælder også ved fast ejendom, der ikke har været bolig for arvingen efter at arvingen arvede den.
Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.