Hvis en anden part er ansvarlig for din skade, har du mulighed for at få godtgørelse for svie og smerte pr. dag, du er sygemeldt og under lægelig behandling. Det er eksempelvis tilfældet ved en trafikulykke, hvor kravet kan rettes mod modpartens ansvarsforsikring.
Udover at der skal være tale om en ansvarlig modpart, gælder der to betingelser for, at du kan få godtgørelse for svie og smerte.
Først og fremmest skal du være sygemeldt – helt eller delvist. Dette kan eksempelvis dokumenteres via fraværsstatiker fra din arbejdsgiver.
Hvis du ikke er på arbejdsmarkedet, kan du i nogle tilfælde stadig have ret til godtgørelsen. Det kræver dog, at det kan dokumenteres, at du ville have været sygemeldt, hvis du var på arbejdsmarkedet. Det er eksempelvis tilfældet, hvis du har været indlagt i en længere periode.
Ud over kravet om sygemelding skal du også modtage behandling, for at kunne få godtgørelse for svie og smerte. Det kan eksempelvis være ved egen læge, fysioterapeut, kiropraktor eller lignende.
Godtgørelse for svie og smerte er en fast takst pr. dag, hvor du er sygemeldt og under behandling. Taksten er reguleret i erstatningsansvarsloven, hvor det også er bestemt, hvad der maksimalt kan udbetales.
Den maksimale udbetaling svarer til, at du er sygemeldt i lidt over et år. Hvis du stadig er sygemeldt herefter, er det derfor ikke muligt at få yderligere godtgørelse for svie og smerte.
Taksterne i erstatningsansvarsloven reguleres én gang årligt, og godtgørelsen er skattefri.
Svie og smerte er en skattefri godtgørelse, som du kan få pr. dag, hvor du er sygemeldt og underlagt behandling.
Svie og smerte vil blive udbetalt løbende, så længe du stadig er sygemeldt. I nogle tilfælde vil du fortsat kunne få godtgørelse for svie og smerte, selvom du er begyndt at arbejde igen.
Svie og smerte er beløbsmæssigt begrænset i erstatningsansvarsloven. Når du har været sygemeldt i ca. et år, er det derfor ikke længere muligt at få godtgørelse for svie og smerte, selvom du stadig er sygemeldt.
Godtgørelse for svie og smerte er skattefri, og beløbet kan kreditorbeskyttes, hvis det indsættes på en kreditorbeskyttet konto i dit pengeinstitut.