Hvis din skade anerkendes, kan du have krav på dækning af dine udgifter til behandling og andet tab. Omfanget af dækningen afhænger af, om der er tale om en fritidsulykke, en arbejdsskade, en trafikulykke, en skade som følge af behandling i sundhedsvæsenet (patientskade) eller som følge af et overfald.
Hvis du har været udsat for en skade, hvor en modpart kan stilles til ansvar herfor, kan du være berettiget til erstatning for dine helbredelsesudgifter. Disse omfatter de samme udgifter, som er omfattet af regelsættet gældende for arbejdsskader, men det er her en betingelse, at udgiften må vurderes at være rimelig og nødvendig for helbredelsen, og at behandlingen i sig selv må anses at have helbredende karakter. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at behandlingen er af lindrende karakter.
I de situationer, hvor der er tale om en ansvarsskade, kan udgifter, som du har i tiden umiddelbart efter skaden, men som ikke udgør egentlige helbredelsesudgifter, i visse situationer også kræves erstattet. Det er i den forbindelse en betingelse, at udgiften har til formål at sikre eller forbedre din funktionsevne, og at der ikke blot er tale om et forbrugsgode.
Efter praksis anerkendes eksempelvis udgifter til flytteomkostninger og ændret boligindretning, hvis udgifterne udelukkende må vurderes at være relateret til den skade, som man har været udsat for.
Udover godtgørelse for varigt mén dækker mange ulykkesforsikringer også udgifter til eventuelle behandlinger som følge af ulykken. Det kan eksempelvis være udgifter til fysioterapi, kiropraktor og psykolog.
Omfanget af dækningen og en eventuel beløbsgrænse for dækning af behandlingsudgifter vil fremgå af din police og kan derfor variere fra forsikring til forsikring.
Hvis du har været udsat for en arbejdsskade, og du på grund af arbejdsskaden har behov for behandling, kan du være berettiget til erstatning af udgifterne hertil. Det er i den forbindelse et krav, at behandlingen er nødvendig for bedst mulig helbredelse, hvilket betyder, at behandlingen skal være ydet på et lægeligt grundlag.
Behandlingsudgifterne kan eksempelvis omfatte udgifter til genoptræning, men det kan også omfatte medicinudgifter og udgifter afholdt til transport til og fra nødvendige behandlinger.
Hvis du på grund af arbejdsskaden har behov for visse hjælpemidler til brug for genoptræningen eller for at formindske arbejdsskadens følger mest muligt, kan du også være berettiget til erstatning for udgifter hertil. Det kan eksempelvis omfatte proteser, kørestol, høreapparat mv.
En osteopat er specialiseret i udredning og behandling af problemer med muskler, led, sener, nerver og bindevæv. En osteopat bruger sine hænder til at undersøge og behandle hele kroppen, ikke kun det område, hvor symptomerne opstår.
En osteopat kan også hjælpe dig i forhold til méngradsvurderingen.
I videoen fortæller osteopat Martin Bay Pedersen fra Osteo-Nord om, hvad en osteopat er og kan.
En fysioterapeut behandler og genoptræner patienter, der lider af skader og smerter i kroppen, ved hjælp af træning, manuel behandling, vejledning og rådgivning.
Fysioterapi kan anvendes til en lang række lidelser og sygdomme, som påvirker bevægeapparatet.
I videoen fortæller indehaver af Thorøs Gym, Rasmus Thorø hvad en fysioterapeut er og hvordan behandlingen kan foregå.
Du er altid velkommen til at henvende dig til os og få en indledende drøftelse af din sag. Vi har stor erfaring i at analysere situationen og give dig råd om, hvad der er bedst at gøre.